På egne ben – men med livline

I går var sidste gang i gruppen på Center for Hjerneskade (CFH) – allersidste gang. Modul 3 – hvis jeg skulle få bevilget det – er uden gruppeforløb, “kun” med møder på virksomhedspraktikstedet.
Det er en lidt underlig følelse. Gruppen har været et rigtig godt og trygt frirum. Et sted, hvor alle forstod præcis hvordan jeg har det, mine tossede tanker og bekymringer. Jeg behøver ikke forklare, så meget derinde eller skulle “mande mig op”.  Og nu kære venner og familie, må I ikke blive fornærmede – jeg har aldrig mødt andet end forståelse og omsorg fra jer – men det er bare noget andet med ligesindede. Jeg kan ikke rigtig beskrive, hvad det er gruppen gør, men noget gør den.

Jeg tror, vi alle i gruppen har haft oplevelsen af, at gruppen har os til at føle os mere normale – mindre tossede. Ingen i gruppen har vist kunne sige sig fri for på et eller andet tidspunkt, at være blevet strejfet af tanken – er det mig, der er blevet skør? Mig der er blevet hypokonder? Men at møde andre i samme båd, har lige som fjernet den tanke fuldstændig. Det har ændret vores opfattelse til at vi rent faktisk ER “normale” – for vi kan vel ikke alle være lige tossede.

Jeg har lært utrolig meget af mit forløb på CFH, rigtig mange ting omkring at takle mine udfordringer i hverdagen og kan varmt anbefale forløbet. Jeg har ikke umiddelbart fået det bedre, men jeg har lært, at tilpasse hverdagen, så jeg kan mindske mine gener mest muligt og rent faktisk have noget, der minder om en ok hverdag, langt de fleste dage.
Jeg er endnu ikke færdig med de individuelle samtaler med neuropsykologen, vi arbejder målrettet på, at finde et spændende, interessant og ikke mindst overkommeligt virksomhedspraktiksted til den forhåbentlig snarlige praktik. Jeg er lidt ambivalent overfor om jeg skal vælge ud fra interesse eller udfra hvad der er størst mulighed for efterfølgende at få job indenfor – men det er vist et helt andet blogindlægsemne 😉

Selv om jeg ikke har været helt lige så begejstret for modul 2, som jeg var for modul 1, rent indholdsmæssigt, så har jeg været rigtig meget mere begejstret for modul 2’s gruppedynamik. Om det skyldes de få ændringer i deltagerne (vi er 4 gengangere fra modul 1 og så 3 nye) eller om vi er blevet mere trygge og åbne, skal jeg lade være usagt, men det har bare været rigtig godt.
Derfor var vi også enige om, at helt farvel skulle det ikke være. Vi måtte have en livline. Så vi laver en facebookgruppe, hvor vi fortsat kan dele tanker og erfaringer. Vi snakker også om, at mødes til en pizza eller kop kaffe, nu må vi se.  Men det er i hvert fald trygt at vide, at de er der ude et sted.