Gruppeterapi – hot eller not?

Jeg er startet på et forløb for whiplash- (piskesmæld) og/eller commotio- (hjernerystelse) ramte på Center for Hjerneskade.
Forløbet indeholder træning med fysioterapeut og samtaler med neuropsykolog – alene og i gruppe. I dag var jeg i gruppen for anden gang og jeg må tilstå, at jeg ikke helt  kan finde ud af, hvad jeg skal mene om det.

På den ene side er det lige lidt….. flette tæer og bytte sokker agtigt og på den anden side….. er det måske ok.

Gruppehalløjet var måske også dømt en lille smule ude eller i hvert fald stod det tæt på døren, allerede inden jeg startede. Alene det, at jeg skulle i gruppeterapi lød i mine øre en smule langhåret. Aftenen før havde vi til ag-træning talt lidt om, at jeg skulle starte derude. En af mine træningskammerater sagde noget om, at vi måske skulle sidde i rundkreds eller spille rollespil. Hvis der er noget jeg har det stramt med, så er det rollespil og pludselig kunne jeg bare lige se det for mig – vi skulle spille rollespil – SHIT!

En smule anspændt møder jeg op og ser at den ene af de to neurologer, der kører gruppen, er sådan en af de der lidt FOR pædagogiske typer med Prins Vallianthår og fuldskæg, var min modvilje nok endnu stærkere. Jeg må indrømme, at da Prins Valliant kom ind af døren, tog jeg mig selv i, fluks at sende blikket ned til hans sko, men det var dog almindelige gummisko og ikke de fodformede eccosko, som mine fordomme havde fået mig til at forvente. Der var heller ikke noget lilla tøj eller tørklæde – lidt skuffende alligevel.

Nå, men vi er dog sluppet for rollespil og det ser ikke helt ud til at være det der er på programmet, men en lille smule rundkreds er det altså – vi sidder i hvert fald rundt om et rundt bord.

I dag gennemgik vi senfølger efter commotio og Prins Valliant spurgte ind til vores oplevelser af de forskellige symptomer. Jeg tænkte flere gange, at jeg ikke helt kunne se, hvad jeg kunne bruge det til, at høre om, hvad senfølgerne er, dem kender vi jo kun alt for godt, men på den anden side… var det et eller andet sted alligevel meget rart, at sætte ord på de fysiske og mentale problemer jeg går og tumler med og at høre de andre være i samme båd i større eller mindre grad.

Jeg synes ellers ikke, at jeg har mødt andet end forståelse fra mine omgivelser, men det er bare noget helt andet, at snakke med nogen som har det på samme måde, det er en helt anden forståelse. Egentlig lidt underligt, for jeg er jo ellers ikke den der bryder mig om, at svælge i  mine problemer og egentlig har jeg ikke den store lyst til at snakke specielt meget om det. Jeg kan af og til blive vældig træt af at skulle fortælle min historie og svare på spørgsmål om, hvordan det går, og hvordan jeg har det. Men jeg sad altså der, midt i min lille måske-antipati og tænkte, at det faktisk var meget interessant at snakke med ligesindede.

Så måske er gruppeterapi sådan lidt små lunt 🙂