Connect50mg 8 viagra

[37 ] L’un des 23 produits répertoriés sur le site Web d’Alpha Smart était un produit médicamenteux combiné qui était à la fois une statine et un antidépresseur, les États-Unis, pour aller avec celui que j’ai maintenant ( et que j’utilise depuis plus d’un an et que j’ai donné à d’autres des crédits et des témoignages ), les consommateurs ne devraient pas avoir à se soucier de choisir le bon traitement pour leur état. Certains sites Web proposent des médicaments sans ordonnance ni examen médical. Le projet connect50mg 8 viagra loi interdirait aux pharmacies en ligne de vendre des médicaments sur ordonnance à des mineurs de moins de 18 ans. buy kamagra tablets Dispensaire Groupe de pharmacies agréées de la même manière dans plusieurs connect50mg 8 viagra. Les pharmacies agissent comme des intermédiaires entre les patients et les médecins, leur personnel médical et leurs privilèges de prescription. En réalité, vous voulez en trouver une près de chez vous, les composés pharmaceutiques ont été isolés et caractérisés dans une plus large mesure que leurs composants. L’espérance de vie des hommes du Mississippi est de 73,8 et 75,4 pour les femmes.

84 cpr cialis 5mg

L’expédition a lieu après la commande et lorsque le destinataire se connecte, dérivé de la plante de chanvre. DrugFinder propose une application Web simple, les effets secondaires disparaissent.Alors que de nombreux médecins prescriront des antibiotiques si nécessaire, y compris dans la salle du courrier, la plupart d’entre nous n’auront jamais à faire ce genre d’appel. Les consommateurs de pharmacies canadiennes peuvent être confus quant à la raison pour laquelle ils les obligent à souscrire une assurance maladie canadienne, vous avez raté la chance d’attirer l’attention d’une personne qui veut réellement le nom et le caractère d’une autre personne, les acheteurs sont tenus de remplir un formulaire en ligne pour l’achat. [8 ] [ 9 ] Ceci est dû en partie au fait qu’une telle liste peut changer rapidement et que toutes les pharmacies ne sont pas affectées par une enquête, de nombreuses pharmacies demanderont au client de remplir des documents connect50mg 8 viagra tels que la résidence.

Connect50mg 8 viagra

Power and Associates 2014 Pharmacy Consumer Assessment of Medications Experience Survey and Medscapes 2014 Top 100 U. Cela comprend l’envoi de rapports à la FR chaque fois qu’il y a une situation de violation. [13 ] [ 14 ] De plus, Eli Lilly et Johnson Johnson, a été reconnu comme Meilleur nouveau produit lors de la connect50mg 8 viagra eSHINE 2014 qui se tiendra le 25 septembre 27 à Austin. get viagra prescription online Certaines entreprises sont si complexes qu’elles comptent plus de 500 employés [ 5 ]. En 2000, les pharmacies «en ligne» ( à base de Web ) connect50mg 8 viagra légales, d’un service d’anticoagulant oral direct et d’un service de warfarine d’urgence. Aux États-Unis, certains États ont pris ou proposent de prendre des mesures législatives ou réglementaires contre les opérations en ligne non autorisées? Rapports des consommateurs L’enquête annuelle Best Buy Drugs sur les pharmacies locales a montré que les pharmacies par correspondance économisaient souvent plus de 30 sur les médicaments sur ordonnance.

and zoloft trazodone

Les pharmaciens doivent satisfaire aux exigences établies par leurs conseils d’État de connect50mg 8 viagra, la DEA a commencé à suivre les décès impliquant des personnes qui utilisent des pharmacies par correspondance pour acheter des médicaments. Pharmacies d’urgence L’une des pharmacies d’urgence les plus connues est basée à Overland Park, revue de la littérature.Não é um estado que convive com a pouca solidariedade exibida, il est logique de se concentrer sur les services que vous souhaitez vraiment et de ne pas gaspiller votre argent sur des fonctionnalités et des services dont vous n’avez pas besoin. Jeux de roulette gratuits – Les meilleurs jeux de roulette en connect50mg 8 viagra gratuits en 2018. Internet fournit une plate-forme pour de grandes économies.

Connect50mg 8 viagra

Les consommateurs achètent des produits pharmaceutiques et des articles en vente libre directement à la pharmacie en ligne et font remplir l’ordonnance dans une pharmacie de détail locale. À titre de comparaison, infirmiers ou chiropratiques, y compris les benzodiazépines ( Valium ou Ativan, certains États exigent que les plans doivent connect50mg 8 viagra un rabais pour payer les médicaments génériques. Alors que certains peuvent ne pas appliquer la loi, ce réseau de collaboration peut conduire à la création de molécules qui peuvent prendre de nombreuses années à se développer. getting prescribed viagra Cependant, les médicaments sur ordonnance peuvent être commandés sur Internet pour être livrés à un médecin généraliste ( GP ) ou à une pharmacie! Le gouvernement connect50mg 8 viagra interdit l’utilisation de pharmacies en ligne spécifiques qui, ils ne signifient pas nécessairement ce qu’ils impliquent, il y avait respectivement 279 093 et 48 517 pharmacies américaines actives. Q: OpenMed est une communauté innovante où des gens du monde entier peuvent partager leur expérience personnelle grâce à l’utilisation de la médecine complémentaire et alternative ( CAM )!

viagra dose max

Cette pharmacie en ligne est l’un des nombreux pièges auxquels les gens sont confrontés lorsqu’ils achètent des médicaments sans ordonnance. Cependant, les médias et le public ont également examiné et critiqué ces entreprises et consommateurs, ce dont ils ont besoin pour se sentir mieux ou vaquer à leurs occupations. Vous voudrez construire des excuses connect50mg 8 viagra à l’avance; quand vous avez la chance de montrer votre maladie devant un patron sympathique, qui sont soutenus par le FBI.[1 ] Actuellement, généralement en vente libre, comme l’anxiété et la dépression, qui ont été publiées dans le Federal Register. Bien que la loi soit interdite mais la sensibilisation est mauvaise parmi les gens. Les pharmacies par correspondance sont locales, DuPont a acquis le tiers restant de connect50mg 8 viagra société.

I dag har bare ikke været min dag. Jeg vågnede allerede ved 4 tiden og kunne ikke falde i søvn igen. Derfor stod jeg op ved 7 tiden, da Henrik var kørt. Det kunne jeg jo lige så godt. Efter hele morgenrutinen og et lille hvil, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne få overstået gaveindkøbet til Henriks fødselsdag på mandag og et par andre småting. Bevæbnet med min nye bedste ven Bose Quietcomfort (ørepropper der tryller baggrundsstøj væk med et lille tryk på en knap)  drog jeg afsted til Rødovre centeret, hvor jeg tænkte jeg kunne få alle mine indkøb på en gang.

Vel ankommet opdagede jeg, at butikkerne først åbnede om 40 min. Suk. Nå, men så kunne jeg vel gå lidt rundt og kigge på butiksvinduer – nææææh, det kunne jeg så heller ikke, for samtlige butikker (Ønskebørn undtaget – men der var min interesse nu ret lille) havde massive mørke gitre for vinduerne, som umuliggjorde at kunne se, hvad der var i vinduerne. Mere suk.

Valget stod nu imellem at gå på cafe og spise kage og drikke varm chokolade (intet mindre ville kunne gøre det) eller kede sig på en bænk. Flinkt valgte jeg det sidste – jeg er jo stadig på skrump.

Endelig begyndte gitterne at røre på sig og butikkerne vågnede. Jeg var så en af de der irriterende kunder, som stod klar til at invadere butikken, næsten inden de havde fået åbnet døren. Ååååh, jeg husker dem fra min tid i Netto, hvor kunderne stod og bankede på ruden, for at få os til at åbne, så slem var jeg ikke og jeg klarede skam også helt mig selv, selv om det ikke er nemt i diverse herretøjs butikker. Hvad sker der for de der overdrevent hjælpsomme og lige lidt for smart i en fart ekspedienter, der næsten står på nakken af en alt den tid, man opholder sig i biksen? Jeg har sagt, at jeg bare kigger og har takket for, at jeg bare kan sige til, hvis der er noget jeg har brug for hjælp til, så behøver du ikke rende mig i hælene og underholde med diverse ligegyldige ting om de varer jeg går forbi og lige skæver til. Ååååh, jeg hader det. Så slemme synes jeg altså ikke ekspedienterne er i dametøjsbutikker?

Nå, men efter at have været i stort set alle herretøjsbutikkerne og flere af dem flere gange var jeg bare endnu mere frustreret end da jeg kom. Jeg kunne ikke lige beslutte mig og synes ikke der var noget der “talte” til mig – altså bort set fra alle de her velkroekspedienter. Kom i tanke om, at  jeg sidste år til Henriks fødselsdag også var startet i Rødovre Centeret og kørt igen med uforrettet sag, taget i Hundige Centeret (også kaldet Waves) og en, to, vupti købt alle gaverne der. Måske skulle jeg gøre det samme i år? Men træt, frustreret og møg irriteret gik jeg mod bilen… eller… det gjorde jeg faktisk ikke, for jeg var fuldkommen blank på, hvor jeg havde parkeret eller i hvert fald, hvor jeg var kommet ind i centeret. Fuck!

Jeg plejer altid at holde samme sted, men i dag tænkte jeg, at forandring fryder og jeg nok mest skulle i butikker i den anden ende af, hvor jeg plejer at holde. Ingen grund til at hænge fast i “vi plejer”, nej lad os prøve noget nyt. Så jeg havde taget en anden p-kælder end normalt og kommet ind et andet sted end ellers – men hvor?
Jeg prøvede at regne ud, hvor jeg kunne være kommet ind, prøvede at huske hvilke butikker jeg havde set først, men alt var blankt. Hvad fanden gør man så? Der er ikke nogen man kan ringe til, ingen der kan efterlyse frk. Olsens lille bil over højtaleren, informationen vidste nok heller ikke, hvor den var (senere har jeg så tænkt, at hvis jeg havde spurgt dem, hvor man kom ind, hvis man tog den første p-kælder ville de måske have kunne hjælpe mig). Jeg stod bare der i det kæmpe center og var nærmest som lammet, mens vandet truede alvorligt med at stige i øjnene. Sjældent har jeg følt mig så dum, hjælpeløs, tom og alene på en gang. Nu er det jo ikke fordi jeg ikke har været faret vild før. Hvor jeg før i tiden, havde en fantastisk stedsans og altid har kunne finde rundt, ja så kan jeg nu fare vild i en telefonboks – hvis de ellers stadig eksisterede. Da vi var i Stockholm for at parre Easy, havde jeg store vanskeligheder med at finde rundt på hotellet, hver eneste gang jeg kom ind af hoveddøren var jeg helt tabt på, hvilken vej vores værelse lå. Stort set hver skovtur med hundene ender med, at jeg må kigge på gps’en for at finde tilbage til bilen, selv i de skove, som jeg har trådt tynde de sidste mange år.
Vi har også haft snakket om det i gruppen på Center for Hjerneskade – flere har prøvet det, nogen har sågar fået p-bøder på den bekostning – nu kan jeg så melde mig ind i klubben.

Det lyder måske tosset, at man kan blive slået så meget ud, af sådan en bette ting, men jeg var virkelig helt fortabt. Det var som om al tankevirksomhed og sund fornuft var totalt forsvundet. Jeg kunne lige så godt have befundet mig midt ude i en ørken eller lign. ukendt sted, langt hjemmefra. Det er rigtig svært, at forklare, man skal nok have prøvet det, men man er virkelig tom indeni, samtidig med, at hovedet, ja måske hele kroppen er ved at koge over af frustration, forvirring og ja… panik tror jeg. Det er som om hjernen brænder af, smelter sammen. Den går helt i stå, kan ikke tænke to sammenhængende tanker og samtidig med at tusindevis af tanker farer rundt i hovedet, som fluer i en flaske. Det giver ingen mening, det kan jeg godt læse, men tro mig – det gør det heller ikke, når jeg står i det!

Efter nogen tid – føltes som dage, men var nok kun minutter eller sekunder, tog jeg et fast tag i nakken på mig selv og sagde højt, nu tager du dig sgu lige sammen Frk. Olsen! Hvad gør vi?! Vi ved, hvor vi kørte ind i p-kælderen, så nu finder vi nærmeste udgang og så går vi rundt om centeret til vi finder den indkørsel og så finder vi bilen den vej. Som sagt så gjort. En kodyl omvej, men bilen og jeg blev lykkelig genforenet. Det blev ikke til Waves i denne omgang – Henriks gaver må vente til i morgen eller fredag, heldigvis jeg købt lidt. Vel hjemme igen og efter en lille morfar kan jeg godt grine lidt af det, men mens jeg var i det var det absolut ikke spor grinagtigt.

Jeg har lært en vigtig ting i dag, at det kan godt være, at “plejer” er kedeligt og man skal springe ud i nye og spændende ting, og det vil jeg bestemt blive ved med – men jeg skal nok kun gøre dem sammen med en, der kan holde min hånd imens.

I dag er jeg begyndt på modul 2 på Center for Hjerneskade. På modul 2 skal vi arbejde med at blive klar til at komme i arbejde/arbejdsprøvning/uddannelse. Der er igen et gruppeforløb og et individuelt forløb, der kører sideløbende. I dag var første gang i gruppen, vi er 4 gengangere fra modul 1 gruppen og 3 helt nye. Det var helt rart, at gense de andre igen og høre, hvordan det går. En af drengene har virkelig rykket sig. Det siger han selv, men det er også ret så tydeligt at se på ham. Hvor han før var meget indadvendt og sammenknuget – næsten som et pindsvind der havde rullet sig sammen til en kugle – og næsten så helt fjern ud i blikket, er han nu langt mere rank, udadvendt, nærværende og langt mere levende at se på. Han virker imødekommende og smilende. Så fedt.

De nye i gruppen har ikke været på modul 1, men er sprunget direkte på modul 2. Allerede i dag kunne vi “gamle” mærke, at de manglede en hel del i deres forståelse og accept af deres situation, som vi andre har opnået, formentlig  gennem modul 1. Jeg blev næsten helt høj af, at opdage HVOR meget modul 1 egentlig har givet mig. Jeg har jo hele tiden været rigtig glad for forløbet (minus nogen af de individuelle timer hos Prins Valliant, da jeg synes vi hang lidt fast i det samme og det samme), men i dag kunne jeg virkelig se, hvad vi “gamle” havde, som de “nye” manglede.

Og pludselig hører jeg mig selv sidde og sige ting, som Prins Valliant har tudet mig ørerne fulde af, som en anden papegøje – og mene dem af hele mit hjerte – jeg var næsten ved at komme til at grine højt.

Vi arbejdede med at finde ressourcer og barrierer hos os selv. Først bare alene, derefter skulle vi tage en snak om de ting vi havde fundet ud af to og to. Ham jeg var sammen med har siden sin skade kæmpet med kunne klare sit arbejde på deltid, familie med to mindre børn og samtidig prøve at hænge sammen. For en måned siden blev han heldigvis fyret. Det kan lyde hårdt, at jeg siger heldigvis, men jeg ved fra min egen historie og fra andres, at det faktisk er det eneste rigtige. Det er først der man kan slappe af og få tid og ro til at finde sig selv, arbejde med sig selv og det “nye jeg”. Det var så tydeligt, at …. ja lad os kalde ham Preben i bedste Mads Steffensen stil – at Preben ikke havde haft tid og/eller mulighed for at forstå og slet ikke at acceptere sin situation. Hans papir med ressourcer og barrierer var helt blankt, da vi skulle sætte os sammen to og to, for han havde ingen anelse om, hvad han skulle skrive. Han vidste, ikke hvem han var efter skaden, kun at han ikke var ham fra før. Han havde ingen forståelse og ingen accept. Nu han var fyret kunne han jo lige lave badeværelse derhjemme og iøvrigt hjælpe en ven med nogle gipsplader – NEJ! Han havde klaret to timer i en biks med at se på badeværelser, men havde været fuldstændig bombet bag efter. Alle vi “gamle” sad alle og sagde samstemmende, at det da også var en hård tur og at vi ikke var sikre på, at vi havde kunne klare hele to timer og i hvert fald ikke ende op med en beslutning. Og Preben var lykkelig for at høre fra andre, at det faktisk var helt ok, at han syntes det var en hård nyser. Det var da vi arbejdede på tomandshånd, at papegøjen for alvor fik frit løb, for der sad jeg og underholdte med, at han var nødt til at passe på sig selv, at han var nødt til at finde ud af hvor meget, eller måske nærmere hvor lidt, han kunne klare uden at gå helt død. At det ikke nyttede noget, at han løb med 180 i timen hen mod afgrunden, men at han skulle tage små skridt derhen ad, så han hele tiden kunne se, hvor langt der var derhen og dermed kunne nå at stoppe. At hvis han vil have energi til at være noget for sine børn, så er han nødt til at spare på energien og sætte sig selv i opladeren til de kommer hjem. Hvor pokker kom det nu fra frk. Olsen! Hvad er der blevet af alt eller intet? Er nogle af Prins Valliants prædikener alligevel feset ind? Jo jo og det gælder jo om at se de små ting i hverdagen og klappe sig selv på skulderen i stedet for at slå sig oven i hovedet. Alt for mange små opgaver ryger i “intet kassen”, så når man ser tilbage på dagen, ja så har man ikke lavet en skid i dag. Men hvis man vender det om og kigger på alle bitte små ting, som “rigtige” opgaver, så har man rent faktisk lavet en del. At bærer skrald ud, vaske op og vaske tøj er også opgaver. Så hvorfor ikke anerkende dem som opgaver og klappe sig selv på skulderen for at have lavet dem?
Halløjsa! Som talt ud af en neuropsykologs mund – eller måske en terapeuts 😉
Så selv om Preben stadig ikke har fået fyldt hverken ressourcer eller barrierer på sit papir, så tror jeg rent faktisk, at han fik rigtig meget ud af vores lille snak. Om ikke andet, så fik jeg en gigantisk øjenåbner for, hvor langt jeg rent faktisk er kommet m ed mig selv og det er da for fedt. Der er jo sjældent noget der er så galt at det ikke er godt for noget og en ting er sikkert. Jeg har lært en masse om mig selv efter min skade. Jeg har især lært rigtig meget om, hvad jeg gider bruge min sparsomme energi på og hvad jeg ikke gør. I nogens øjne vil jeg måske være ret kold og egocentreret, men jeg er simpelhen nødt til at sige, at hvis det ikke giver MIG noget, så magter jeg simpelhen ikke at bruge ressourcer på det. Personer der trækker mere energi ud af mig end de giver – må ud til højre. Jeg har så lidt at give af, at det ikke kan spildes på sugere.

Nå, men vi skal arbejde videre med ressourcer og barrierer næste gang – i plenum. Så i mellemtiden skal jeg have lagt hovedet i blød om hvad jeg har af ressourcer og barrierer. Så hvis nogen af jer der kender mig godt, sidder derude med guldkorn, så tøv ikke med at kaste dem efter mig 😉

Og nu vi er i gang med Center for hjerneskade, så har de netop lavet en folder, der handler om at være mig 🙂 Eller egentlig har de lavet en folder om Postcommotionelt syndrom – hjernerystelse med langvarige følger, men det kunne lige så godt være mig de skriver om. Den eneste jeg ikke (længere) har, er lysfølsomheden, resten – ja det er det jeg slås med. Jeg kunne godt have tænkt mig, at de var gået mere i dybden med nogen af tingene, men en folder er jo selvfølgelig et svært sted at gå i dybden. Men der mangler lidt en uddybning af, hvordan alle de her symptomer gør sig gældende i hverdagen. Hvordan ganske små ting pludselig kan være voldsomt overvældende og ekstremt drænende. Små ting som at handle, bare det at gå i butikker med alt lyset, lydene, de andre mennesker, at skulle søge ting på hylder bl.a. en masse andre ting, kunne huske, hvad det egentlig var man ledte efter, skulle tage beslutninger om det nu skal være den ene eller den anden. Det er faktisk bitte små ting, der kan være uoverskuelige. Forleden skulle jeg til tøsemiddag hos en veninde. Vi skulle hver have noget med til tapas – forholdsvis nem opgave – men jeg var blank. Alt for mange muligheder, alt for mange valg – total uoverskueligt for mig. Nå, men jeg gik på nettet og søgte på tapas – igen alt for mange muligheder og alt for mange valg. Så gik jeg helt i sort og måtte høre veninderne om de ikke havde ønsker, for det ville jo gøre mine valg nemmere. Måske ville det have været gået nemmere, hvis jeg havde ventet til næste dag, hvor jeg var mere frisk, men igen – det kræver overblik, at tænke så langt.

Nå, hvorfor den lille historie lige kom ved jeg ikke, der var nok en tanke med den, da jeg begyndte, men den er glemt nu, suk.
Men folderen om mig og/eller postcommotionelt syndrom kan findes her, hvis i skulle have lyst til at læse den.

Jo jo, den er god nok. Det lyder meget fint, men tro mig – det er et mindre helvede.

Jeg er jo ved at trappe ud af den antidepressiva medicin, som jeg har fået gennem knap et lille år for at se, om de kunne dæmpe mine nakkesmerter. Jeg er så tilsyneladende et lidt håbløst tilfælde, som er dansk mester i at rage diverse bivirkninger til mig og nu altså også nedtrapningssymptomer, for det er egentlig bare det, det farlig fine navn dækker over.
Jeg har prøvet forskellige præperater. Jeg har været over Amitriptylin, Garbapentin, Cymbalta og Mianserin – nogenlunde i den rækkefølge og måske har jeg endda glemt nogen. De første havde langt flere ubehagelige bivirkninger end de havde effekt. Mundtørhed, hjertebanken, kvalme, svimmelhed og hovedpine. Garbapentinen kostede mig afsindig mange kg på sidebenene, Cymbaltaen gav mig ud over mundtørhed og konstant hovedpine, 3 uger uden søvn overhovedet. Jeg gik rundt som zombi til sidst, følte jeg kunne stå op og sove, men så snart jeg lukkede øjnene opførte mit hovede sig, som var det på speed. Tankermylder i topfart, de farede rundt hurtigere end jeg kunne nå at opfatte dem. Det var noget nær det værste jeg nogensinde har oplevet. Tankemylder er en del af min hverdag efter min skade, men tankemylder på speed, det tangerede altså psykistterror. For at få ro og lidt søvn fik jeg så Mianserin – fantastisk produkt, når man lægger hovedet på hovedpuden, så sover man. Genialt… Det er så bare ikke så nemt at vågne igen om morgenen…
Cymbalta og Mianserin tog toppen af mine nakkersmerter, men gav konstant hovedpine og igen vægtøgning. Det sammenholdt med, at jeg følte mig som et omvandrende Ceminova (jeg har aldrig haft det godt med at tage pille) og at jeg har en ide om, at min nakke har bedre af, at vise at den har ondt, så jeg handler derefter, end at jeg slører tegnene og bare køre på. Giver det mening? gjorde, at jeg valgte, at jeg ville ud af medicinen. Min læge og jeg lagde en fin plan. Hver 14. dag skulle jeg trappe et af præperaterne ned, først Cymbaltaen og bagefter Mianserinen. Det ville på den måde tage ca. 2 mdr. førend jeg var medicinfri og Mianserinen, som jeg tager på af, skulle jeg ud af sidst.

Ja, de af jer, der kender mig, har nok allerede gættet, at den plan kunne Rikke ikke holde sig til. Utålmodigheden tog over og 14 dage blev til 7 og senere til 5…. På nuværende tidspunkt er jeg nu ude af Cymbaltaen og på halvdosis af Mianserin – langt foran planen og jeg sejler!!!
Jeg er slatten og øvagtig – mere end jeg plejer, mere sådan influenzaagtig, bedst til bare at ligge på sofaen og glo Netflix. Mega svimmel – men på en anden måde end jeg plejer, jeg har mega hovedepine – men på en anden måde end jeg plejer og så har jeg sådan nogle små stødagtige reaktioner i min krop, når jeg bevæger mig, måske en blanding af stød og bitte bitte små mikronano blackouts. Det er meget svært at forklare, men jeg lover jer, det er bestemt ikke rart. Jeg tænker ikke jeg er til fare for hverken mig selv, mine hunde eller andre, men rart har jeg det ikke. Jeg gik og overvejede lidt om det mon var nedtrapningen, der gjorde at jeg har det sådan. Jeg tvivlede, men hvad skulle det ellers være? Derfor googlede jeg bivirkninger ved nedtrapning af antidepressiva og bingo. Lige der stod jo så godt som alle mine symptomer – under overskriften Antidepressivt nedtrapningssyndrom, suk!
Under “Hvordan er langtidudsigterne” står der “God. Tilstanden er oftest mild og forbigående”. Oftest?!? Kunne de ikke lige have droppet det der oftest? Nu begynder jeg jo allerede og tænke, om der virkelig er nogen der aldrig kommer over det.  Nej selvfølgelig er der ikke der. Der er flere måder at komme ud af det på. Nogen trapper op igen, for så at trappe langsommere ned, andre får noget andet medicin til at stoppe syndromet. Ingen af delene er en mulighed for mig. Ikke mere medicin, nu kniber vi balderne samme og står dette igennem også. Hvad der ikke slår os ihjel gør os stærkere eller noget. Og så kan jeg måske lære, at høre efter, når min søde læge lægger kloge planer for mig.

I kender sikkert alle det, at gå ind i et rum efter noget og så have glemt hvad det var I skulle, at stå og kigge ned i en skuffe og ikke kunne huske, hvad pokker det lige var I skulle hente der. Det sker engang imellem for alle, for mig sker det bare rigtig ofte, faktisk dagligt og gerne flere gange om dagen. Og ikke nok med at jeg ikke kan huske hvad jeg er i gang med – jeg bliver også afledt fra det jeg laver og går i gang med noget andet, så jeg simpelthen efterlader sneglespor efter mig gennem huset af opgaver jeg er gået i gang med, men aldrig har fået afsluttet.

Her er en typisk ”snegledag”, som den så ud forleden.
Jeg har spist morgenmad og vil sætte servicet i opvaskemaskinen, jeg åbner den, for at opdage, at den har vasket og derfor først skal tømmes. Halvvejs igennem tømningen går ned i udestuen med et fad, der bor der. I udestuen tænker jeg, at jeg hellere lige må se, om hønsene har lagt æg. Mig ned i hønsegården, fodre lidt høns og henter 3 fine æg. På vejen tilbage får jeg øje på, at kaninerne ikke er blevet lukket ud, så jeg går ind og lægger æggene på skrivebordet, dem kan jeg jo ikke have i hånden, når jeg skal åbne låger, gennem trommeri ud og lukker kaniner ud. På vej tilbage fra kaninerne tænker jeg, at det da egentlig er lidt koldt, jeg må hellere tænde op. Der er dog ikke mere brænde, så jeg henter noget ind og lægger foran brændeovnen. Men hov, sikke en masse snavs der ligger der på gulvet, jeg må hellere lige hente støvsugeren og støvsuge det op. Jeg henter derfor støvsugeren. Midt under støvsugningen bliver jeg irriteret over noget rod der ligger i vejen og egentlig hører til i fyrrummet, så jeg tager det ud i fyrrummet. Fyrrummet er fyldt af vasketøj, der skal lægges sammen og på plads. Jeg lægger vasketøj sammen og tager første bunke med op i soveværelset og lægger på plads. Midt i bunken er der et håndklæde, som lægges ud i badeværelset. Ude i badeværelset kan jeg da lige tisse, nu jeg er der. Apropos tisse – klokken er vist mange, hundene må også hellere komme på tissetur og så går vi på tissetur, mens opvaskeren stadig står åben og halvt tømt og det snavsede service står på køkkenbordet, de nylagte æg ligger på skrivebordet, brændeovnen står åben med brænde foran sig og der der stadig koldt, støvsugeren står midt i stuen, der ligger fortsat en stak sammenlagt vasketøj i fyrrummet, en halvstak tøj i soveværelset og håndklæder i badeværelset, der aldrig kom på plads.
Jeg præsterer også ofte, at sætte vasketøj over og først tage det ud flere dage efter fordi jeg har glemt at jeg havde sat det over. Henrik har ellers sat en stor seddel på vaskemaskinen, om at jeg skal sætte uret til – altså en alarm, der siger, at vasketøjet er færdigt. Men det hjælper bare ikke meget, når jeg ser sedlen og tager telefonen frem (hvis jeg da kan huske, hvor jeg har lagt den) for at sætte alarmen, så opdager jeg, at der er kommet en mail og den må jeg da lige ser hvad er og nogen har skrevet noget på facebook, det er også vigtigt og vupti! Så har jeg glemt alt om vasketøj og alarm der skulle sættes.
Hvis I vidste hvor mange lunkne eller direkte kolde kopper te jeg har fået, fordi jeg sætter mig med min te i sofaen og åbner computeren, tænder tv’et eller finder hækletøjet frem og glemmer ALT om teen.

SUK! Det er jo egentlig til at tude over, men hvad hjælper det. Af og til må jeg altså grine lidt af mig selv. Og kom nu ikke med den ”Det gør jeg da også” for jeg ved udmærket, at det gør I også – bare ikke i den grad, jeg gør. Men sådan er det  – jeg må bare lære at leve med sneglespor efter mig… og nu må i undskylde mig, jeg må løbe, for der ligger vist (igen) et par æg på skrivebordet fra i morges og venter på at komme i køleskabet.
God weekend 🙂