Nu med antidepressivt nedtrapningssyndrom

Jo jo, den er god nok. Det lyder meget fint, men tro mig – det er et mindre helvede.

Jeg er jo ved at trappe ud af den antidepressiva medicin, som jeg har fået gennem knap et lille år for at se, om de kunne dæmpe mine nakkesmerter. Jeg er så tilsyneladende et lidt håbløst tilfælde, som er dansk mester i at rage diverse bivirkninger til mig og nu altså også nedtrapningssymptomer, for det er egentlig bare det, det farlig fine navn dækker over.
Jeg har prøvet forskellige præperater. Jeg har været over Amitriptylin, Garbapentin, Cymbalta og Mianserin – nogenlunde i den rækkefølge og måske har jeg endda glemt nogen. De første havde langt flere ubehagelige bivirkninger end de havde effekt. Mundtørhed, hjertebanken, kvalme, svimmelhed og hovedpine. Garbapentinen kostede mig afsindig mange kg på sidebenene, Cymbaltaen gav mig ud over mundtørhed og konstant hovedpine, 3 uger uden søvn overhovedet. Jeg gik rundt som zombi til sidst, følte jeg kunne stå op og sove, men så snart jeg lukkede øjnene opførte mit hovede sig, som var det på speed. Tankermylder i topfart, de farede rundt hurtigere end jeg kunne nå at opfatte dem. Det var noget nær det værste jeg nogensinde har oplevet. Tankemylder er en del af min hverdag efter min skade, men tankemylder på speed, det tangerede altså psykistterror. For at få ro og lidt søvn fik jeg så Mianserin – fantastisk produkt, når man lægger hovedet på hovedpuden, så sover man. Genialt… Det er så bare ikke så nemt at vågne igen om morgenen…
Cymbalta og Mianserin tog toppen af mine nakkersmerter, men gav konstant hovedpine og igen vægtøgning. Det sammenholdt med, at jeg følte mig som et omvandrende Ceminova (jeg har aldrig haft det godt med at tage pille) og at jeg har en ide om, at min nakke har bedre af, at vise at den har ondt, så jeg handler derefter, end at jeg slører tegnene og bare køre på. Giver det mening? gjorde, at jeg valgte, at jeg ville ud af medicinen. Min læge og jeg lagde en fin plan. Hver 14. dag skulle jeg trappe et af præperaterne ned, først Cymbaltaen og bagefter Mianserinen. Det ville på den måde tage ca. 2 mdr. førend jeg var medicinfri og Mianserinen, som jeg tager på af, skulle jeg ud af sidst.

Ja, de af jer, der kender mig, har nok allerede gættet, at den plan kunne Rikke ikke holde sig til. Utålmodigheden tog over og 14 dage blev til 7 og senere til 5…. På nuværende tidspunkt er jeg nu ude af Cymbaltaen og på halvdosis af Mianserin – langt foran planen og jeg sejler!!!
Jeg er slatten og øvagtig – mere end jeg plejer, mere sådan influenzaagtig, bedst til bare at ligge på sofaen og glo Netflix. Mega svimmel – men på en anden måde end jeg plejer, jeg har mega hovedepine – men på en anden måde end jeg plejer og så har jeg sådan nogle små stødagtige reaktioner i min krop, når jeg bevæger mig, måske en blanding af stød og bitte bitte små mikronano blackouts. Det er meget svært at forklare, men jeg lover jer, det er bestemt ikke rart. Jeg tænker ikke jeg er til fare for hverken mig selv, mine hunde eller andre, men rart har jeg det ikke. Jeg gik og overvejede lidt om det mon var nedtrapningen, der gjorde at jeg har det sådan. Jeg tvivlede, men hvad skulle det ellers være? Derfor googlede jeg bivirkninger ved nedtrapning af antidepressiva og bingo. Lige der stod jo så godt som alle mine symptomer – under overskriften Antidepressivt nedtrapningssyndrom, suk!
Under “Hvordan er langtidudsigterne” står der “God. Tilstanden er oftest mild og forbigående”. Oftest?!? Kunne de ikke lige have droppet det der oftest? Nu begynder jeg jo allerede og tænke, om der virkelig er nogen der aldrig kommer over det.  Nej selvfølgelig er der ikke der. Der er flere måder at komme ud af det på. Nogen trapper op igen, for så at trappe langsommere ned, andre får noget andet medicin til at stoppe syndromet. Ingen af delene er en mulighed for mig. Ikke mere medicin, nu kniber vi balderne samme og står dette igennem også. Hvad der ikke slår os ihjel gør os stærkere eller noget. Og så kan jeg måske lære, at høre efter, når min søde læge lægger kloge planer for mig.