Er jeg syg? Det har jeg gået og ruget lidt over i den sidste tid. Faktisk siden jeg var til sidste gruppetamtam på CFH. For flere af de andre deltagere bruger ordet “syg” om dem selv. “Efter jeg blev syg har jeg….” Det skurrede i mit øre hver gang. Men hvorfor? Selv bruger jeg ordet “skade” – jeg er kommet til skade. Men hvad er forskellen og hvorfor er det så “farligt” for mig, at kalde mig syg? Hvis jeg snotter lidt eller halsen strammer, så har jeg ingen kvaler ved at sige, at jeg tror jeg er ved at blive syg. Men min nakke er ingen sygdom – det er en skade. Hvorfor? Går en skade nemmere over end en sygdom? Næ, forkølelse og halsbetændelse går da oftest rimelig hurtig over. Er en skade mere overfladisk end sygdom? Er en sygdom inde i hele en og en skade kun lige der hvor den er? Ja måske, men jeg har jo symptomer der ikke kun er i nakken, men også i hele kroppen. Hvad er forskellen og hvorfor er det nu pludselig vigtigt? Er det bare ordkløveri og tegn på alt for meget tid til at tænke eller er det en måde at beskytte mig selv og i så fald mod hvad?

For at prøve, at stoppe mit tossede tankemylder fandt jeg på at google ordet “syg”.

• som lider af en sygdom eller føler sig dårligt tilpas; som ikke er rask fysisk eller psykisk 
  Naaaah, passer ikke sådan helt spot on vel?
• ude af stand til at tænke klart, handle og fungere normalt pga. stor kærlighed, dyb sorg el.lign.
  Det starter meget godt, men så kommer pga. og så skrider det, den kan vi vist heller ikke rigtig bruge
• helt unormal, vanvittig og absurd
  Er der noget at sige til, at jeg ikke vil bruge ordet syg?
• trist og kedelig
  Igen – nej tak 
• som har en defekt og ikke fungerer rigtigt
  Ja, det passer jo ret godt, men så læser man eksemplet nedenunder
  [Dit trompetspil] lyder som et sygt tågehornDRTV-drama86
  Jeg vil ikke lyde som et sygt tågehorn 
• som fungerer dårligt og er på vej til at bryde sammen pga. opløsningstendenser, destruktive kræfter, moralsk fordærv el.lign.
  Skal jeg ikke bare lægge mig til at dø?
• meget optaget af en (fiks) idé eller interesse
  Naaaa…

Kilde: Ordnet.dk

Så googlede jeg “skade”

• fysisk forringelse af eller mangel ved noget, fremkaldt af fx vejrlig, brand, vold eller manglende vedligeholdelse
  Ikke helt
• (midlertidig) fysisk defekt fremkommet ved ydre påvirkning, fx vold eller overanstrengelse
  Ja daaaaaa, er i sær glad for ordet midlertidig.
• psykisk defekt opstået ved ydre påvirkning, fx en ubehagelig oplevelse eller rusmidler
  Hvis vi kan holde os til den ubehagelige oplevelse så ja da
• ufordelagtig effekt; uønsket følgevirkning
  Jo også ok

 Kilde: Ordnet.dk

Altså i følge Ordnet.dk så er jeg ikke syg, men skadet. Og hvad så – jeg har stadig lige mange smerter, er lige træt og kan stadig ikke koncentrere mig. Men om ikke andet, så havde jeg dog ret 😉

I starten af ugen fik jeg pludselig en helt uimodståelig trang til at bage småkager og pynte dem – så er det jo lidt heldigt at det er jul. Jeg så for mig små juletræer, hjerter og andet med pynt i farvet glasur, sukkerperler og diverse pynt.  Jeg kunne næsten ikke vente. Tirsdag lavede jeg peberkage dej efter en gammel opskrift jeg vist har fra jeg var barn, den er i hvertfald både krøllet og fedtet. Jeg tænkte ikke nærmere over mængden af ingredienser, så jeg endte med en kæmpe klumpdej, der nok kan brødføde hele Ishøj med kager i julen, ups…

Nå, men i går skulle jeg så i gang med julekagerne. Skuffelsen var stor, da jeg fandt mine udstikkere frem, for de havde absolut ikke den størrelse, de havde i min hukommelse. De var alt for små til, at jeg kunne pynte kagerne, suk. Så gik jagten ind på udstikkere – og det var ikke nemt. Jeg startede i Bilka, som jeg var overbevist om havde masser af sådan nogle. Til min store overraskelse havde de ikke en eneste!
Så gik jeg i  Imerco. De havde udstikkere til mænd, får og hunde. Manden kunne jeg jo godt bruge, men synes at det ville være kedeligt med 100 små kagemænd. Hunden har jeg allerede fra sidste år, og får??? Hvad skal man med et kagefår? Jeg måtte søge videre.
Overvejede om Normal mon havde noget sådan, så jeg begav mig gennem centeret mod Normal. På vejen kom jeg forbi en ny butik (vi har konstant nye butikker i Ishøj centeret – de holder desværre ikke ret længe) Den hed Køkken og hjem, så optimismen var stor, da jeg gik derind. Til alt held havde de lige præcis det jeg søgte og til nærmest ingen penge, fantastisk.

Så gik jeg ellers i gang. Henrik hjalp med at få pladerne ind og ud af ovnen alt i mens jeg stak småkager ud med mine nye udstikkere, det var bare så hyggeligt.

Bevæbnet med glasur i 3 farver, rød, grøn og hvid og perler og stjerner i alverdens farver gik jeg i krig med pynteriet. Jeg syntes ellers ikke, at det så ud til at der var glasur nok til alle kagerne, så jeg tænkte, at jeg bare ville pynte til der ikke var mere, så kunne resten være uden, men der var rigeligt glasur til alle kagerne. En 3-4 timer (med lidt afbrydelser ind imellem) tror jeg sad der og hyggede mig med mine kager, lyttet til radio og drukket te. Total hygge, men nu er jeg vist også kureret for mit kagepynteflip for en tid.

De blev ikke helt så flotte som i min fantasi, men helt tossede er de da ikke.

Hvis nogen skulle være blevet inspireret, så får I opskriften på peberkagerne her:

Peberkager

1. Sirup, farin og smør smeltes i en gryde og køles af let.
2. Natronen opløses i vandet
3. Bland de tørre ingredienser og sigt det i smør og sukkerblandingen. Tilsæt natron og æg og ælt hele baduljen til en glat og smidig dej. Jeg brugte hånden i bedste Paul Hollywood stil, men det kan formentlig også gøres i maskinen a la Mary Berry.
4. Pak dejen ind i husholdningsfilm og lad den hvile i køleskabet til næste dag. (Det står der i min opskrift, men kan se, at mange andre opskrifter siger, at dejen sagtens kan bruges med det samme)
5. Hvis dejen har været i køleskabet, skal den lige varmes lidt op med æltning ellers sprækker den.
6. Rul dejen ud til ca. ½ cm stik kagerne ud. Der behøver ikke komme mel på bordet, dejen klister ikke.
7. Kom de små figurer på en bageplade med bagepapir, og bag dem ved 180 grader i små 8-10 minutter.
8. Afkøl kagerne helt inden de pyntes.

Velbekomme og rigtig glædelig jul til jer alle.

I går var vi til en dejlig julefrokost hos vores venner. Det er altid både sjovt og hyggeligt og i år var ingen undtagelse.
Vi skulle hver have en gave med til pakkeleg og normalt er det mit værste mareridt, for jeg er umådelig skidt til at finde på pakkelegsgaver, men i år vidste jeg lige præcis, hvad jeg skulle have med. En hjemmebastlet (der er et schweizisk ord jeg har tyvstjålet, synes det er så fedt, det betyder “med møje og besvær hjemmegjort håndværk/-arbejde – lidt barnligt ubehjælpeligtagtigt 😉 ) Nå, men en hjemmebastlet toiletrulleskjuler!

Kan i huske da vi var børn og alle havde sådan en (rædselsfuld) hæklet eller strikket dukke, hvor kjolen skjulte en toiletrulle eller det var en slags hat med blomster og sløjfer. Mere sjældent end kønt – men bestemt ikke sjældent….
Jeg havde set sådan en toiletrulleskjuler i en facebookgruppe for hæklenørder og var helt solgt. Ikke en dukke med kjole og ikke en blomstret sommerhat, men en lille mand med klemme på næsen. Jeg var helt vild for at lave den, men hvad pokker skulle jeg stille op med den? Så var det invitationen til julefrokosten kom og jeg indså, at den lille toiletrullefætter var oplagt som spillegave.

Han var hurtigt hæklet – opskriften er nem og lige til – det sværeste (for mig) var at få øjne, bryn og mund til at se helt rigtig ud. Jeg synes dog selv at jeg slap helt heldigt fra det og var pavestolt over ham. Jeg var et smut i IKEA og købe potpourri, som vi lagde i hatten. Fantastisk – jeg kunne næsten ikke vente til julefrokosten.

Er han ikke bare skøn:

Han er efter en opskrift af Bente Tonsberg Kjær

Men vi skulle jo finde på en spillegave mere – Henrik skulle jo også med til julefrokosten. Jeg overvejede kort karklude, det er meget oppe i tiden i øjeblikket at hækle karklude for at mindske udslippet af mikroplast, men jeg synes alligevel ikke at jeg kunne komme anstigende med lutter hjemmebastlede (er det ikke et skønt ord) gaver.

Men et par dage før julefrokosten var jeg hjemme hos Lotte, der skulle holde julefrokosten og i en snak om noget helt andet, spurgte hun om jeg ikke ville hækle nogen karklude til hende og da jeg luftede ideen for Henrik, syntes han det var en fantastisk ide med hæklede karklude som spillegave, for det kunne alle da bruge, så jeg gik i gang.

Det blev til 3 fine små karklude i mixet garn og hvert sit mønster. En rib, en vaflet og en V-mønstret. Jeg fandt mønstrene hos Tantetråd.dk. De fik fin banderole på og pakket fint ind.

Under spillet kunne jeg næsten ikke vente til uret ringet, ikke for at få pakker, men for at se, hvad de mon ville sige til mine hæklede gaver. Selvfølgelig endte jeg selv med at sidde med karkludene (vi spiller med at pakkerne går en gang til venstre, når der slås 3’ere), da uret ringet, men de blev hurtig skubbet hen til Lotte, der ingen gaver havde fået.

Lykken var stor og mine kreationer blev beundret og jeg var meget meget stoltog glad.

I dag var det “åben dag” i gruppen på Center for hjerneskade. Åben dag er en dag, hvor der ikke er planlagt noget, men hvor vi selv kan omme med emner og snakke lidt på tværs – dele erfaringer, successer og frustrationer.

Vi startede som 6 meget tavse mennesker, der ikke lige helt vidste, hvad vi skulle byde ind med, men efter ganske kort tid, kom der hul på bylden og emnerne og snakken eksploderede og kom vidt omkring.

Det som især rumsterer hos mange af os, er noget omkring erkendelse og accept af vores problemer. Vi snakkede meget om definitionen af erkendelse og accept. For nogen var accept, at sige, at så bliver det ikke bedre, nærmest at give op, så de tager vældig afstand fra, at skulle acceptere deres problemer og arbejder nærmest i mod at gøre det.
For mig er accept ikke lig at opgive, men at lære at leve med og tilpasse mig “det nye”. Selv om jeg accepterer tingenes tilstand, vil håbet stadig leve i mig. Jeg mener selv, at jeg for det meste har accepteret følgerne efter min skade – i hvert fald de fleste dage, for der er bestemt også dage, hvor jeg ikke har.

Men et er vores egen accept, noget andet er accepten fra andre. Det er jo et usynligt handicap, vi render rundt med og ikke et ben i gips eller arm i slynge. Langt fra alle forstår, hvad det er vi kæmper med, at vi i hverdagen faktisk støder på en masse forhindringer og udfordringer. Det er bestemt ikke fordi jeg ønsker medlidenhed, men forståelse og måske, til en hvis grænse, hensyn. Jeg synes nu godt nok, at jeg mødt forståelse fra langt de fleste i mine omgivelser, men jeg tror, at rigtig mange ikke helt kender omfanget af min skade og hvad jeg egentlig kæmper med i det daglige.

Snakken i gruppen bragte os over emnet “Hvem er jeg nu – er jeg stadig mig”. En ting som jeg i den grad ofte tænker over, for der er så mange af de ting, som før har “identificeret” mig, som jeg ikke længere kan. Tidligere kunne jeg have et hav af bolde i luften og ikke misse en eneste af dem – nu rasler selv en enkelt bold ned uden at jeg kan fange den. Tidligere var jeg en mega selskabspapegøje, der ikke kunne få mennesker nok omkring mig og ofte var den sidste til at lukke og slukke, nu synes jeg det er rigeligt at være bare på tomandshånd og jeg er nærmest træt inden festen er gået i gang. Det er dybt frustrerende og meget meget uvirkeligt. Jeg ender ofte med, at give mig 210% og være med så længe som muligt og så betale prisen bagefter ved at ligge brak en dag eller mere. Igen igen kom neuropsykologerne ind på, at det er en ok strategi EN GANG IMELLEM, men bliver det for ofte, bliver kroppen og især hjernen udtrættet og vil have behov for længere og længere restitutionstid for at komme op igen og får med tiden sværere ved at hele efter skaden. Mens hvis man holdt sig under sit max., behøvede man ikke ryge helt til tælling og kunne hurtigere klare lidt ting igen OG kunne på sigt øge sit max., så man mere inden man når max.
Jeg har hørt det flere gange og jeg kan godt se tegningen i det. Der er helt sikkert noget om snakken, igen tvivl om det og min fornuft siger mig da også, at det bør jeg helt sikkert leve efter – men når jeg står i det… ja, så er jeg altså ikke ret god til at efterleve det. Jeg synes, det er vildt svært, at gå til en fest og så skulle gå ind og lægge mig et stille sted midt i det hele og/eller gå hjem efter et par timer, mens festen stadig er på sit højeste og jeg stadig frisk. Det passer mig bare ikke, at skulle være Karen Kedlig. Men jeg kan godt se, at jeg nok er nødt til at ændre lidt på billedet af mig selv.

Flere af os har også en lille dårlig samvittighed eller skyldfølelse over ikke at kunne bidrage i så høj grad som ellers, ikke at slå til og altid skulle bede om hjælp og få andre til at gøre tingene. Jeg tør slet ikke tænke på, hvordan det må være for dem der har mindre børn, som ikke forstår, hvorfor far eller mor ikke kan deltage til juleafslutningen, bage alle de julesmåkager de plejer, tage i legeland eller hvad det nu er – pyyyyyh, jeg bliver helt træt bare ved tanken.
Men som vi blev enige om, så handler det lidt om, at finde de ting, som er vigtige for os og så lægge krudtet der, så må vi vælge noget andet fra. Måske kan vi ikke gøre det hele og måske kan vi ikke gøre det på samme måde som før. Men så må vi gøre det vi kan og måske kan vi gøre noget på en anden måde, end vi plejer.

Som en af de andre deltagere sagde, så er vi jo stadig “os”, det er bare en anden udgave – på godt og ondt. Hun er nået rigtig langt med sig selv – efter flere år med total fornægtelse af sine problemer, er hun nu blevet god til at rose sig selv, for de små ting hun rent faktisk får gjort i hver dagen i stedet for at slå sig selv i hovedet over de ting hun ikke får gjort. Hun har lært, at sætte bitte små delmål og høste successen, når hun opnår dem. Jeg tror hun har fat i den lange ende – vi skal have flere positive tanker… det kan bare være så pokkers svært ind imellem.

Det var en rigtig god dag i gruppen. En dag der satte en masse tanker i gang, tanker der helt sikkert skal arbejdes videre med.

En veninde har bestilt en barnevognskæde til sin lille søn. Det er første gang jeg har givet mig i kast med sådan en, så der måtte googles lidt ideer og opskrifter. Sammen har Louise og jeg fundet frem til en lille regnsky, en flyver og en traktor. Kuglerne viste Louise ikke noget om, så det håber jeg hun er tilfreds med.

Regnskyen har vi fundet på bloggen “Mig og Maya“, jeg har hæklet den med enkelt garn og hæklenål 2,5. Inde i skyen er der en “pivert”, så en der piver, når man trykker på den. Det var en Easy var så “flinke” at pille ud af noget hundelegetøj til mig. Jeg ved ikke om små børn er til sådan noget, men måske kan det aflede lidt, hvis lillemanden bliver ked af det – ellers kan den måske underholde storesøster Caya.

Flyvemaskinen er fra Filihunkats side. Jeg syntes den manglede lidt, så jeg tilføjede en propel og et par øjne til den.

Opskriften på traktoren fandt jeg på “Madebybi“. Den voldte mig lidt problemer, nok mest fordi jeg er en klovn til at tælle omgange på trods af en fin omgangstæller. Den er nok ikke helt korrekt, men den ligner da meget godt en traktor – omend en traktor, der har været inden i et vejtræ eller lign. Det skyldes nok lidt, at jeg syntes hjulene skulle sidde naturtro, det gjorde, at de kom lidt i kamrambolage med kanten og derfor kom til at sidde, som var akserne (hedder de ikke det, dem hjulene sidder på?) knækket. Jeg var tæt på at pille dem af igen og gøre som “Madebybi”, men Henrik og jeg blev enige om, at det var en ekstra charme og med et par lidt skelende øjne blev den nu meget kær.

Kuglerne er bare lavet efter mit hoved.

Det var bestemt ikke nemt, at få det hele kørt på snoren. Det skyldtes nok, at jeg havde valgt en lidt for tyk snor, men jeg ville jo være sikker på, at den ikke knækkede, hvis et par babyfingre eller noget fik fat i den. Efterfølgende har Henrik fundet noget tyndere snor, som sagtens kan holde. Det bruger vi næste gang, for jeg håber da, at der kommer flere “bestillinger” på barnvognskæder, de er ret hyggelige at hækle.