Hjemmelavede spillegaver

Julebageflip

produktion-small

I starten af ugen fik jeg pludselig en helt uimodståelig trang til at bage småkager og pynte dem – så er det jo lidt heldigt at det er jul. Jeg så for mig små juletræer, hjerter og andet med pynt i farvet glasur, sukkerperler og diverse pynt.  Jeg kunne næsten ikke vente. Tirsdag lavede jeg peberkage dej efter en gammel opskrift jeg vist har fra jeg var barn, den er i hvertfald både krøllet og fedtet. Jeg tænkte ikke nærmere over mængden af ingredienser, så jeg endte med en kæmpe klumpdej, der nok kan brødføde hele Ishøj med kager i julen, ups…

Nå, men i går skulle jeg så i gang med julekagerne. Skuffelsen var stor, da jeg fandt mine udstikkere frem, for de havde absolut ikke den størrelse, de havde i min hukommelse. De var alt for små til, at jeg kunne pynte kagerne, suk. Så gik jagten ind på udstikkere – og det var ikke nemt. Jeg startede i Bilka, som jeg var overbevist om havde masser af sådan nogle. Til min store overraskelse havde de ikke en eneste!
Så gik jeg i  Imerco. De havde udstikkere til mænd, får og hunde. Manden kunne jeg jo godt bruge, men synes at det ville være kedeligt med 100 små kagemænd. Hunden har jeg allerede fra sidste år, og får??? Hvad skal man med et kagefår? Jeg måtte søge videre.
Overvejede om Normal mon havde noget sådan, så jeg begav mig gennem centeret mod Normal. På vejen kom jeg forbi en ny butik (vi har konstant nye butikker i Ishøj centeret – de holder desværre ikke ret længe) Den hed Køkken og hjem, så optimismen var stor, da jeg gik derind. Til alt held havde de lige præcis det jeg søgte og til nærmest ingen penge, fantastisk.

Så gik jeg ellers i gang. Henrik hjalp med at få pladerne ind og ud af ovnen alt i mens jeg stak småkager ud med mine nye udstikkere, det var bare så hyggeligt.

Bevæbnet med glasur i 3 farver, rød, grøn og hvid og perler og stjerner i alverdens farver gik jeg i krig med pynteriet. Jeg syntes ellers ikke, at det så ud til at der var glasur nok til alle kagerne, så jeg tænkte, at jeg bare ville pynte til der ikke var mere, så kunne resten være uden, men der var rigeligt glasur til alle kagerne. En 3-4 timer (med lidt afbrydelser ind imellem) tror jeg sad der og hyggede mig med mine kager, lyttet til radio og drukket te. Total hygge, men nu er jeg vist også kureret for mit kagepynteflip for en tid.

De blev ikke helt så flotte som i min fantasi, men helt tossede er de da ikke.

Hvis nogen skulle være blevet inspireret, så får I opskriften på peberkagerne her:

Peberkager

1 1/2 dl mørk sirup
175 g brun farin
200 g blødt smør
1 1/2 tsk. natron
1 1/2 tsk. vand
1/2 tsk. stødt ingefær
1/2 tsk. friskkværnet sort peber
1 tsk. stødt kanel
1 tsk. stødt allehånde
Knivspids salt
700 hvedemel
1 æg
  1. Sirup, farin og smør smeltes i en gryde og køles af let.
  2. Natronen opløses i vandet
  3. Bland de tørre ingredienser og sigt det i smør og sukkerblandingen. Tilsæt natron og æg og ælt hele baduljen til en glat og smidig dej. Jeg brugte hånden i bedste Paul Hollywood stil, men det kan formentlig også gøres i maskinen a la Mary Berry.
  4. Pak dejen ind i husholdningsfilm og lad den hvile i køleskabet til næste dag. (Det står der i min opskrift, men kan se, at mange andre opskrifter siger, at dejen sagtens kan bruges med det samme)
  5. Hvis dejen har været i køleskabet, skal den lige varmes lidt op med æltning ellers sprækker den.
  6. Rul dejen ud til ca. ½ cm stik kagerne ud. Der behøver ikke komme mel på bordet, dejen klister ikke.
  7. Kom de små figurer på en bageplade med bagepapir, og bag dem ved 180 grader i små 8-10 minutter.
  8. Afkøl kagerne helt inden de pyntes.
Jeg har læst, at hvid glasur bliver mere hvid, hvis man tilsætter lidt eddike, men jeg afprøvede nu ikke tricket.

Velbekomme og rigtig glædelig jul til jer alle.

faerdig-small

Ingen kommentarer endnu

Der er endnu ingen kommentarer til indlægget. Hvis du synes indlægget er interessant, så vær den første til at kommentere på indlægget.

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Hjemmelavede spillegaver