Min historie….
I maj 2012, en dejlig sommeraften, cyklede jeg hjem fra Ishøj havn efter en dejlig sejltur med skolebåden. Inden jeg satte mig på cyklen stod jeg kort med cykelhjelmen i hånden og overvejede om jeg gad tage den på. Endte (heldigvis) med at tage den på, da jeg ikke kunne få ordentlig plads til den i cykelkurven. På turen hjem, bedst som jeg havde fået allermest fart på ned af en lille bakken, ser jeg en dame med en hund i flexiline. For at være sikker på, at hun har styr på hunden, ringer jeg med klokken og damen hvæser, at der da er plads nok! Herefter løber hunden ud foran mig, jeg forsøger at undvige og det sidste jeg husker er en lygtepæl der kommer nærmere og nærmere, mens jeg tænker “det her ender galt”.

Det næste jeg husker er at jeg sidder hjemme i sofaen og min kæreste ser meget bekymret ud. Min cykel står i indkørslen, min hjelm har en lille skramme og jeg har RET ondt i albuen og i hovedet. Henrik fortæller, at jeg selv kom hjem og at jeg har sagt, at jeg vist nok er faldet på cyklen – jeg selv husker intet. Det er virkelig spooki ikke at ane, hvad der er sket og hvordan jeg er kommet hjem.

De næste dage har jeg stærke smerter i hovedet, er svimmel og har kvalme. Jeg er hos lægen og får besked på ro, ingen tv, bøger eller lign. Jeg er sygemeldt en uge-14 dage, så går jeg på arbejde igen. Det holder dog kun et par dage, så må jeg sygemelde mig igen. Efter yderligere 14 dage, starter jeg op på deltid. Det tager mig 6 mdr. inden jeg er tilbage på fuldtid. Heldigvis har jeg en forstående arbejdsplads.

Jeg lever igen livet normalt – bort set fra, at jeg nu har svært ved at koncentrere mig om at læse “længere tekster”, opholde mig i større forsamlinger og kapere støj, at jeg er ofte har kraftig hovedpine efter at have været til fester og i øvrigt nu har en lugtesans, som enhver blodhund vil misunde. Ménene sætter lidt begrænsninger, men det er til at leve med. Jeg passer mit arbejde, bliver teamleder – en spændende udfordring – jeg nyder livet.

Den 5. maj 2015 er jeg på arbejde og skal jeg mobilisere en hjerneskadet mand. Han er stærkt perceptionsforstyrret og bange for at falde ud af sengen, hvorfor han klamre sig til alt, hvad han kan komme i nærheden af. Han siger noget, jeg ikke kan høre og jeg bøjer mig ned over ham for bedre at kunne høre ham. I det samme tager han fat i mit baghoved og trækker til, så mit hoved rykkes ned ad – som i et piskesmæld.

Jeg bliver rigtig dårlig bagefter, lægger is på nakken og tager hjem. I de kommende uger er jeg sengeliggende, er på konstant smertestillende, tåler ikke lyd eller lys, er svimmel, har kvalme og kan slet ikke være til. Jeg bliver røntgenfotograferet og senere MR-scannet – men de finder ikke noget.

I starten hjalp det, at gå til fys, osteopat og massage, men efter et par md. stagnerede tilstanden. Jeg har senere prøvet akupunktur, zoneterapi, BodySDS, yoga og træning i varmtvandsbassin, jeg er tilknyttet en smerteklinik og har prøvet alverdens piller – alt sammen uden den store succes.

Jeg var sygemeldt 1½md., derefter forsøgte jeg på alle tænkelige måder, at komme tilbage til mit arbejde. Jeg VILLE tilbage. Der er ikke den ordning, vi ikke har prøvet med timeantal, dage, hvil…. men intet hjalp. Jeg stod op, gik på arbejde et par timer, gik hjem og sov. Samtidig stressede jeg gevaldigt, når der var dage, hvor jeg var for skidt til at komme på arbejde, for så var der jo patienter, der ikke fik træning.

I december valgte min ellers så forstående arbejdsplads at fyre mig. Jeg havde 5 mdr.s opsigelse, men jeg valgte at sygemelde på fuldtid igen, så jeg kunne blive hjemme og koncentrere mig om at blive frisk igen. Desværre gik det ikke lige sådan….

Jeg har daglige smerter i nakke og hoved. Efter en 3-5 timer har jeg behov for at ligge lidt ned eller på anden måde “aflaste” nakken, da jeg ellers føler, at den ikke kan holde mit hoved. Jeg har nedsat bevægelighed i nakken og nedsat kraft i mine arme, der bare føles mega tunge. Jeg har har ufrivillige spændinger i kroppen – især i nakken. Og så er jeg konstant træt – træt, træt, træt som et helt alderdomshjem. Jeg har dage, hvor jeg er svimmel, har kvalme og er så træt, at jeg slet ikke kan overskue, at stå op. Og så har jeg fået kognitive problemer – koncentrations- og hukommelsesbesvær.

Arbejdsskadestyrelsen mente ikke, at det var en arbejdesskade. De var så frække at skrive”…Der har således ikke været tale om en belastning, som havde en karakter og et omfang der gør den egnet til at medføre en varig skade i nakken. Når der ved en beskeden belastning alligevel sker en skade er der en formodning for, at skaden er opstået spontant, udenkendt årsag og er indefra kommende.
Vi vurderer, at hændelsen kan være egnet til at medføre forbigående smerter i nakken, men finder, at smerterne ikke kan anerkendes som en arbejdsskade.
Vi har lagt vægt på, at der er tale om smerter, som vil gå over af sig selv uden behandling, og derfor ikke er en personskade i arbejdsskadelovens forstand. Uanset om du har fået eller får behandling hos fysioterapeut for skaden finder vi ikke, at behandlingen er nødvendig for at opnå helbredelse, da hændelsen ikke er egnet til at medføre et egentligt behandlingsbehov…”Det var lige en af de der, der gjorde rigtig ondt, når man nu lå ned i forvejen. Med stor hjælp fra min fagforening ankede jeg afgørelsen og fik senere medhold. Méngraden har de sat ret lavt, men vi har valgt ikke at anke den igen, da vi så kan risikere, at de igen afviser at det er en arbejdsskade. De har ikke anerkendt, at min arbejdsevne er nedsat, så vi håber at jeg snart er klar igen – ellers kan jeg inden for 5 år efter skaden anke den del.

Pt. går jeg stadig sygemeldt. Jobcenteret har parkeret mig på ressourceforløbsydelse og virker ikke just til at have travlt med at få mig i arbejde igen. Der kommer helt sikkert til at komme mange indlæg om dem, for at “være i systemet” er da godt nok et kapitel i sig selv.

Jeg er startet op på et forløb på Center for hjerneskade – jeg håber, at de kan hjælpe mig til at finde ud af, hvor slemt det står til med det kognitive, dem kommer I nok også til at høre mere om.

Jeg vil rigtig gerne tilbage i arbejde igen – ikke fordi jeg ikke nyder at gå hjemme, for det passer mig egentlig rigtig godt, men der er altså ikke plads til meget fest, når man er på ressourceforløbsydelse. Desværre har jeg svært ved at se, at jeg kan blive fysioterapeut igen – i hvert fald ikke neurologisk fys, som er der mit hjerte ligger. Mine arme er for svage, overblikket for lille og stressen for stor, hvis jeg må aflyse opga. en dårlig dag. Men hvad så??? Jeg har ingen ideer og masser af ideer – men tiden må vise, hvad jeg skal.