I går var sidste gang i gruppen på Center for Hjerneskade (CFH) – allersidste gang. Modul 3 – hvis jeg skulle få bevilget det – er uden gruppeforløb, “kun” med møder på virksomhedspraktikstedet.
Det er en lidt underlig følelse. Gruppen har været et rigtig godt og trygt frirum. Et sted, hvor alle forstod præcis hvordan jeg har det, mine tossede tanker og bekymringer. Jeg behøver ikke forklare, så meget derinde eller skulle “mande mig op”.  Og nu kære venner og familie, må I ikke blive fornærmede – jeg har aldrig mødt andet end forståelse og omsorg fra jer – men det er bare noget andet med ligesindede. Jeg kan ikke rigtig beskrive, hvad det er gruppen gør, men noget gør den.

Jeg tror, vi alle i gruppen har haft oplevelsen af, at gruppen har os til at føle os mere normale – mindre tossede. Ingen i gruppen har vist kunne sige sig fri for på et eller andet tidspunkt, at være blevet strejfet af tanken – er det mig, der er blevet skør? Mig der er blevet hypokonder? Men at møde andre i samme båd, har lige som fjernet den tanke fuldstændig. Det har ændret vores opfattelse til at vi rent faktisk ER “normale” – for vi kan vel ikke alle være lige tossede.

Jeg har lært utrolig meget af mit forløb på CFH, rigtig mange ting omkring at takle mine udfordringer i hverdagen og kan varmt anbefale forløbet. Jeg har ikke umiddelbart fået det bedre, men jeg har lært, at tilpasse hverdagen, så jeg kan mindske mine gener mest muligt og rent faktisk have noget, der minder om en ok hverdag, langt de fleste dage.
Jeg er endnu ikke færdig med de individuelle samtaler med neuropsykologen, vi arbejder målrettet på, at finde et spændende, interessant og ikke mindst overkommeligt virksomhedspraktiksted til den forhåbentlig snarlige praktik. Jeg er lidt ambivalent overfor om jeg skal vælge ud fra interesse eller udfra hvad der er størst mulighed for efterfølgende at få job indenfor – men det er vist et helt andet blogindlægsemne 😉

Selv om jeg ikke har været helt lige så begejstret for modul 2, som jeg var for modul 1, rent indholdsmæssigt, så har jeg været rigtig meget mere begejstret for modul 2’s gruppedynamik. Om det skyldes de få ændringer i deltagerne (vi er 4 gengangere fra modul 1 og så 3 nye) eller om vi er blevet mere trygge og åbne, skal jeg lade være usagt, men det har bare været rigtig godt.
Derfor var vi også enige om, at helt farvel skulle det ikke være. Vi måtte have en livline. Så vi laver en facebookgruppe, hvor vi fortsat kan dele tanker og erfaringer. Vi snakker også om, at mødes til en pizza eller kop kaffe, nu må vi se.  Men det er i hvert fald trygt at vide, at de er der ude et sted.

I marts parrede vi Easy med Vips, en skøn svensk hanhund, der er vandvittig dygtig til både agility og rallylydighed. Siden oktober har vi haft hvalpekøbere på besøg. Andre kooikerejere der havde hørt at vi planlage hvalpe, havde henvist en masse købere til os og vi “væltede” os i spændende købere, som jeg glædede mig til at “give” en skøn lille hvalp og følge deres liv sammen. Jeg havde udtænkt diverse legeting til hvalpene, ting de skulle opleve, tests m.m. Jeg glædede mig SÅ meget.
Det var planen, at vi skulle beholde en hvalp og jeg har glædet mig som et lille barn. Det at få en hvalp, som jeg selv har “lavet”, selv taget i mod og nusset om hver dag, fra den blev født er for mig det ultimativt største i denne verden og så en hvalp fra verdens absolut skønneste hundepige Easy, det kan bare ikke blive større. Navnet var så godt som fundet og jeg manglede bare, at få Henrik overbevist om, at det var verdens bedste navn. Jeg overvejede farver – hvilken farve skulle den lille ny have? (Altså i udsyr – mine hunde er farvekodet – så kan jeg bedre finde ud af det 😉 ) Da vi før påske skulle købe ny hundesnor til Easy. overvejede jeg, om vi også skulle købe en til den nye, men valgte dog at vente. Jo alt i mig var indstillet på små lyserøde poter.
Easy gik meget stille med dørene om, hvor vidt hun var drægtig. Hun blev meget hurtig meget puttende, nu var det ikke længere nok, at ligge nær os, nu skal hun helst ligge ovenpå os. Men hun gik ikke fra maden, som mange drægtige tæver ellers gør omkring 3. drægtighedsuge og hendes patter voksede ikke rigtig og blev ikke helt så mørke som ønsket. Vi valgte derfor at scanne hende lørdag i påsken.

Jeg var rigtig spændt på scanningen og kunne næsten ikke få dagene til at gå hurtig nok, men da vi nåede natten til lørdag vågnede jeg pludselig op og tænkte “det bliver ikke fedt at få hende scannet – så tages alt håb fra mig”. Så længe jeg ikke vidste besked kunne jeg håbe – men jeg havde en grim fornemmelse af, at scanningen ikke ville blive positiv. Lørdag var det rigtig øv vejr – regn og rusk, endnu et skidt tegn tænkte jeg – selv om jeg ikke tror synderligt på tegn. Da vi stod hos dyrlægen fik jeg igen tanken – jeg vil ikke vide besked, lad mig beholde håbet. Men dyrlæge satte scanneren på…og tog mit håb. For Easy er tom (ikke drægtig). Og ikke nok med at hun ikke er drægtig, hun HAR VÆRET drægtig, men hvalpene er døde og resorberet (hundene “opsuger” hvalpe der er gået til eller som ikke “skal blive til noget”, så de aborterer ikke som menneskene, hvalpene forsvinder bare langsomt fra livmoderen)

Jeg kan slet ikke beskrive den følelse vi stod tilbage med efter scanningen. Lad mig bare sige, at vi var meget stille og meget triste resten af dagen og vi er det nok stadig ind i mellem. Det var som at have mistet noget – noget vi egentlig aldrig rigtig havde haft. Vi havde aldrig set eller mærket vores lille ny eller alle de andre så lyserøde poter, alligevel havde vi mistet dem. Det lyder nok lidt dramaqueenagtigt og havde I spurgt mig inden, ville jeg have svoret på, at det ville tage så hårdt på mig. Jeg har tidligere tænkt, når forældre går helt i sort over en abort, at det var lige vildt nok, men nu forstår jeg det fuldt ud. Det har virkelig taget hårdere på mig end forventet, jeg er simpel hen SÅ skuffet. Det er en drøm der er brast. At skulle fjerne Easys kuld fra kooikerklubbens hvalpeliste og vores egen hjemmeside var frygteligt og at skulle skrive ud og skuffe alle de potentielle hvalpekøbere var næsten ubærligt.

Og drømmen er jo ikke helt brast, for vi kan jo stadig parre hende igen i næste løbetid og håbe på det bedste der. Men Easy har et år imellem sine løbetider, så det har lange udsigter og det var jo LIGE NU, at vi havde sat os op til hvalpe.

Vi står selvfølgelig også tilbage med en masse uafklarede spørgsmål. Hvad gik galt, hvorfor resorberede hun hvalpene? Er det hende der er noget galt med?
Dyrlægen mente at det kunne skyldes enten en genetisk fejl hos forældredyrene, altså endten hos hannen eller tæven eller de to bare ikke passer sammen genetisk, så hvalpene af den grund har fået en genetisk fejl og så er naturen jo så smart indrettet, at så fjerner den altså sådanne fostre. Det kunne også skyldes at Easy har en bakterie i sig, som har angrebet fostrene. Eller det kan være noget psykisk hos Easy – stress eller lign.
Det sidste tænker vi ikke det kan være. Vi har passet godt på Easy siden parringen og næsten pakket hende ind i vat og bomuld. Så det er enten et forkert match eller en bakterie. Bakterien kan man give penicillin for inden næste parring, så det ville jo være fedt om det var det. Det kan selvfølgelig også være matchet, det kan man hverken se med det blotte øje, i stamtavlerne eller i sundhedsoplysningerne. Vips har lavet 3 kuld tidligere, så man skulle jo mene han kunne noget, men jeg har efter Easys scanning hørt “ude i byen”, at han (efter de 3 kuld) har parret 3 tæver, som IKKE er blevet drægtige (måske resorberet som Easy). Da jeg aftalte parring, hørte jeg kun om en parring, der ikke blev hvalpe af, havde jeg hørt om 2 eller flere, havde jeg nok fundet en anden han. Under alle omstændigheder finder jeg en anden hanhund til næste parring.

Nå, naturen går sin gang og det kan vi nok ikke rykke meget ved. Vi håber på, at det går bedre næste gang.