I dag har bare ikke været min dag. Jeg vågnede allerede ved 4 tiden og kunne ikke falde i søvn igen. Derfor stod jeg op ved 7 tiden, da Henrik var kørt. Det kunne jeg jo lige så godt. Efter hele morgenrutinen og et lille hvil, tænkte jeg, at jeg lige så godt kunne få overstået gaveindkøbet til Henriks fødselsdag på mandag og et par andre småting. Bevæbnet med min nye bedste ven Bose Quietcomfort (ørepropper der tryller baggrundsstøj væk med et lille tryk på en knap) drog jeg afsted til Rødovre centeret, hvor jeg tænkte jeg kunne få alle mine indkøb på en gang.
Vel ankommet opdagede jeg, at butikkerne først åbnede om 40 min. Suk. Nå, men så kunne jeg vel gå lidt rundt og kigge på butiksvinduer – nææææh, det kunne jeg så heller ikke, for samtlige butikker (Ønskebørn undtaget – men der var min interesse nu ret lille) havde massive mørke gitre for vinduerne, som umuliggjorde at kunne se, hvad der var i vinduerne. Mere suk.
Valget stod nu imellem at gå på cafe og spise kage og drikke varm chokolade (intet mindre ville kunne gøre det) eller kede sig på en bænk. Flinkt valgte jeg det sidste – jeg er jo stadig på skrump.
Endelig begyndte gitterne at røre på sig og butikkerne vågnede. Jeg var så en af de der irriterende kunder, som stod klar til at invadere butikken, næsten inden de havde fået åbnet døren. Ååååh, jeg husker dem fra min tid i Netto, hvor kunderne stod og bankede på ruden, for at få os til at åbne, så slem var jeg ikke og jeg klarede skam også helt mig selv, selv om det ikke er nemt i diverse herretøjs butikker. Hvad sker der for de der overdrevent hjælpsomme og lige lidt for smart i en fart ekspedienter, der næsten står på nakken af en alt den tid, man opholder sig i biksen? Jeg har sagt, at jeg bare kigger og har takket for, at jeg bare kan sige til, hvis der er noget jeg har brug for hjælp til, så behøver du ikke rende mig i hælene og underholde med diverse ligegyldige ting om de varer jeg går forbi og lige skæver til. Ååååh, jeg hader det. Så slemme synes jeg altså ikke ekspedienterne er i dametøjsbutikker?
Nå, men efter at have været i stort set alle herretøjsbutikkerne og flere af dem flere gange var jeg bare endnu mere frustreret end da jeg kom. Jeg kunne ikke lige beslutte mig og synes ikke der var noget der “talte” til mig – altså bort set fra alle de her velkroekspedienter. Kom i tanke om, at jeg sidste år til Henriks fødselsdag også var startet i Rødovre Centeret og kørt igen med uforrettet sag, taget i Hundige Centeret (også kaldet Waves) og en, to, vupti købt alle gaverne der. Måske skulle jeg gøre det samme i år? Men træt, frustreret og møg irriteret gik jeg mod bilen… eller… det gjorde jeg faktisk ikke, for jeg var fuldkommen blank på, hvor jeg havde parkeret eller i hvert fald, hvor jeg var kommet ind i centeret. Fuck!
Jeg plejer altid at holde samme sted, men i dag tænkte jeg, at forandring fryder og jeg nok mest skulle i butikker i den anden ende af, hvor jeg plejer at holde. Ingen grund til at hænge fast i “vi plejer”, nej lad os prøve noget nyt. Så jeg havde taget en anden p-kælder end normalt og kommet ind et andet sted end ellers – men hvor?
Jeg prøvede at regne ud, hvor jeg kunne være kommet ind, prøvede at huske hvilke butikker jeg havde set først, men alt var blankt. Hvad fanden gør man så? Der er ikke nogen man kan ringe til, ingen der kan efterlyse frk. Olsens lille bil over højtaleren, informationen vidste nok heller ikke, hvor den var (senere har jeg så tænkt, at hvis jeg havde spurgt dem, hvor man kom ind, hvis man tog den første p-kælder ville de måske have kunne hjælpe mig). Jeg stod bare der i det kæmpe center og var nærmest som lammet, mens vandet truede alvorligt med at stige i øjnene. Sjældent har jeg følt mig så dum, hjælpeløs, tom og alene på en gang. Nu er det jo ikke fordi jeg ikke har været faret vild før. Hvor jeg før i tiden, havde en fantastisk stedsans og altid har kunne finde rundt, ja så kan jeg nu fare vild i en telefonboks – hvis de ellers stadig eksisterede. Da vi var i Stockholm for at parre Easy, havde jeg store vanskeligheder med at finde rundt på hotellet, hver eneste gang jeg kom ind af hoveddøren var jeg helt tabt på, hvilken vej vores værelse lå. Stort set hver skovtur med hundene ender med, at jeg må kigge på gps’en for at finde tilbage til bilen, selv i de skove, som jeg har trådt tynde de sidste mange år.
Vi har også haft snakket om det i gruppen på Center for Hjerneskade – flere har prøvet det, nogen har sågar fået p-bøder på den bekostning – nu kan jeg så melde mig ind i klubben.
Det lyder måske tosset, at man kan blive slået så meget ud, af sådan en bette ting, men jeg var virkelig helt fortabt. Det var som om al tankevirksomhed og sund fornuft var totalt forsvundet. Jeg kunne lige så godt have befundet mig midt ude i en ørken eller lign. ukendt sted, langt hjemmefra. Det er rigtig svært, at forklare, man skal nok have prøvet det, men man er virkelig tom indeni, samtidig med, at hovedet, ja måske hele kroppen er ved at koge over af frustration, forvirring og ja… panik tror jeg. Det er som om hjernen brænder af, smelter sammen. Den går helt i stå, kan ikke tænke to sammenhængende tanker og samtidig med at tusindevis af tanker farer rundt i hovedet, som fluer i en flaske. Det giver ingen mening, det kan jeg godt læse, men tro mig – det gør det heller ikke, når jeg står i det!
Efter nogen tid – føltes som dage, men var nok kun minutter eller sekunder, tog jeg et fast tag i nakken på mig selv og sagde højt, nu tager du dig sgu lige sammen Frk. Olsen! Hvad gør vi?! Vi ved, hvor vi kørte ind i p-kælderen, så nu finder vi nærmeste udgang og så går vi rundt om centeret til vi finder den indkørsel og så finder vi bilen den vej. Som sagt så gjort. En kodyl omvej, men bilen og jeg blev lykkelig genforenet. Det blev ikke til Waves i denne omgang – Henriks gaver må vente til i morgen eller fredag, heldigvis jeg købt lidt. Vel hjemme igen og efter en lille morfar kan jeg godt grine lidt af det, men mens jeg var i det var det absolut ikke spor grinagtigt.
Jeg har lært en vigtig ting i dag, at det kan godt være, at “plejer” er kedeligt og man skal springe ud i nye og spændende ting, og det vil jeg bestemt blive ved med – men jeg skal nok kun gøre dem sammen med en, der kan holde min hånd imens.