Der har været gang i hækleriet på det sidste. Især starwarsfigurer har været i høj kurs. Det hele startede med, at min veninde Lotte sendte mig et billede af en hæklet BB8 med teksten “Tror Benjamin ville blive glad for sådan en”. Jamen så må han jo have sådan en. Det passede med, at han skulle konfirmeres, så kunne den jo bærer pengegaven. Jeg kunne ikke umiddelbart finde nogen opskrift på den og den jeg fandt levede slet slet ikke op til mine krav, så jeg printede billeder ud og hæklede efter dem. Nu er BB8 jo heller ikke den sværeste at hækle.
Til Benjamins konfirmation stod den fint på gavebordet med en pengeseddel som butterfly. Da storebror Jonathan på næsten 18 så den udbrød han, sådan en vil jeg også have, mens han så næsten bedende på mig. Da jeg efter festen spurgte min veninde om hun mente han mente det eller bare havde været flink, sagde hun helt sikkert mente han gerne ville have sådan en også. Den samme spurgte jeg og håbede på et nej, for der havde været ualmindelig meget syarbejde til min smag. Desværre lød svaret “ja”.

Men jeg fandt nogle billeder af en hæklet Yoda og forhørte mig, som det ikke kunne være en sådan….desværre havde jeg ikke lige luret, at der heller ikke var nogen opskrift til den, men selvfølgelig var knægten solgt til Yoda. Nuvel så måtte vi igang med billederne igen. Yoda kostede mig en hel del sved og tårer, men for pokker hvor var jeg stolt, da han var færdig. Jeg syntes selv han var genial og jeg ærgrede mig gul og blå over, at jeg ikke havde skrevet ned, hvordan jeg havde gjort – det havde jeg da nok kunne tjene en lille skilling på. Nå, men Yoda fik også en pengeseddel om halsen og blev til en 18 års fødselsdagsgave og blev beundret af alle gæsterne.

Men Lotte var ikke færdig, for kort efter spurgte hun, om jeg ikke ville hækle R2D2 og C3P0 til hende, da hendes to kolleger mindede hende om dem og derfor måtte havde hver en hæklet figur. Denne gang brugte jeg ikke tid på at kigge efter opskrifter, men skred direkte til billederne. Undervejs fik jeg en …. ja vel en form for “hækleblokering”. Jeg kunne bare ikke komme videre, men så pludselig kom det igen og jeg kunne blive færdig. Jeg er ikke vanvittig stolt, men de er da blevet rimelige.

Og nej, jeg skrev heller ikke opskriften ned her 😉

Hæklebestillingerne vælter ind – en anden veninde, den nybagte mor Louise, har bestilt en sprutte og en barnevognskæde til Lillebror. Sprutten er færdig efter opskriften fra Spruttegruppen. Spruttegruppen forsyner landets neonatalafdelinger med sprutter, da spruttens fangarme minder om navlestrengen i mors mave og dermed giver barnet tryghed. Nu kan min sprutte forhåbentlig give lillebror lidt tryghed og måske også lidt underholdning. Nu skal jeg så i krig med barnevognskæden med en sky, et fly og ??? måske en traktor.

Og for det ikke skal være løgn, så har en tredje veninde lige sendt et billede af …..hm…. sutsko tror jeg det er. Så hæklepinden gløder herhjemme.

Hvis du melder dig ind på bloglovin.com, så kan du tilmelde dig mig min og andres fantastiske blogge og få besked, hver gang der bliver udgivet et nyt indlæg, så slipper du for at gå glip af noget 🙂

<a href=”https://www.bloglovin.com/blog/18346117/?claim=dk3s5zd3zje”>Follow my blog with Bloglovin</a>

En rimelig skidt selfi fra biffen.

Jeg kan af og til være sådan lidt Karen Kedelig agtig, rigtig ofte tænker jeg, at Henrik og jeg burde gå mere ud, men så kan jeg godt mærke, at det magter jeg faktisk ikke. Jeg kan ikke overskue at skulle ud og “være på”, ude blandt fremmede, hvor min opdragelse byder mig, at jeg skal sidde pænt og opføre mig ordentligt. Jeg magter ikke at være ude i larm og leben og øjne der kigger. Der har nok været en lille snert af det inden min skade, men det er helt klart blevet langt langt værre efter. Jeg vil allerhelst bare være der hjemme det meste af tiden, der har jeg det bedst. En del af det bunder nok også i, at jeg ved at det tærer på ressourcekontoen og skal derfor opvejes mod, hvad jeg vil give afkald på dagen eller måske sågar dagene efter. Jeg kan af og til tænke, at jeg rigtig gerne vil det ene eller det andet og siger ja eller måske arrangerer det, men når tiden så nærmer sig, kan jeg slet ikke overskue det og bliver nogen gange helt skræmt ved tanken om at skulle afsted. Oftest overtaler jeg mig selv til at tage afsted alligevel – igen, det byder min opdragelse mig jo –  og så er det jo ofte ok eller måske ligefrem sjovt. Kun få gange har det været så helt slemt som jeg forestillede mig og så må jeg jo bare tage hjem.

I dag har jeg været i biffen med Henrik. Jeg ved, at han gerne vil i biffen og det var virkelig længe siden, at vi havde været det. Biffen er en af de ting, jeg virkelig ikke kan se fidusen i og nok aldrig rigtig har kunne. Så skal man sidde der i mørket sammen med en masse fremmede mennesker og slås om armlænene, rundt om er der folk der snakker forstyrrende  og skramler med deres slikposer, stort set hver gang sidder der en høj en foran mig, så jeg ikke kan se hele skærme, det er så mørkt at man ikke kan se slikket i sin slikpose og lakrids smager altså bare ikke nær så godt, når man tror det er en vingummie man har puttet i munden. Jeg ender altid med at skulle tisse helt vildt, så jeg slet ikke kan sidde stille, bare fordi jeg ved, der kan ikke laves tissepause, når det passer mig, og jeg skal sidde med skoene på (jeg hader sko!) for ellers er det vildt besværligt, når filmen er færdig og alle skal skynde sig ud og jeg kan ikke putte sig med tæppe eller dyne. Nej, jeg kan slet ikke se fidusen i biografer. Men altså for Henriks skyld havde jeg pænt sagt ja til at få med Henrik ind og se “Fantastiske skabninger” i 3D.

Om det var filmen (3D’en) eller om jeg bare ikke kan tåle biografer generelt, ved jeg ikke, men det var bestemt ikke godt for mig. 3D’en gjorde, at jeg skulle bruge rigtig mange kræfter på at se filmen, for det var kun lige det forreste i midten af lærredet der var skarpt, resten syntes jeg var uskarpt. Filmen var klippet sammen med mange hurtige klip efter hinanden og et kamera, der ligesom drejede rundt. Rigtig mange gange måtte jeg lukke øjnene for jeg blev simpel dårlig af at se på det. Samtidig var lyden ekstrem høj, så jeg endte med at sidde som en anden møg unge med fingerne i ørene for at kunne holde det ud. Jeg gik ud af biografen med knaldende hovedpine, svimmel og med kvalme – hurra. Og havde filmen så bare været værd at se, men der var dæleme langt til Harry Potter. Yderst kedelig handling og total forudsigelig handling, suk.

Så hvis i spørger mig, så skal film ses HJEMME.

Vi har i dag været ude at gå med nogle andre kooikerejere (kooiker er vores hunderace – Hollandsk kooikerhondje) og deres hunde. Efterfølgende kom de med hjem til kaffe og kage. Det var en rigtig hyggelig formiddag.

Vores lille Easy synes det er helt fantastisk, når der kommer gæster – især hundegæster. Hun lukker gladeligt alle ind og de må både bruge senge, legetøj og spise hendes ben, hun synes bare det er hyggeligt, at de er der – det er så skønt. I dag var bl. andet lille Naja på 18 uger på besøg og Easy var den perfekte legetante for hende. Easy er lynhurtig til at tilpasse sin leg til en lille hvalp, hun bliver blid og rolig og lader hvalpen gøre stort set alt ved hende. Selv om det langt fra er første gang, at jeg ser Easy lege så fint med en lille hvalp, så bliver jeg lige imponeret og varm om hjertet hver gang. Det er så fascinerende at sidde og kigge på hendes leg med de små, hendes bløde liner og indbydende kropssprog – ned i playbow, små forsigtige dask med poten, lægge sig ned og lade Naja kravle rundt på sig og lade hende bide i hals, øre og hale, blide bid tilbage – ååååh, jeg kan se på det i timevis, det er så smukt.

Mens jeg så på dem lege, kunne jeg ikke lade være med at blive rigtig rigtig stolt over min skønne lille hundepige. Selv om meget af det naturligvis er arv og gode, sunde gener, så er der jo også en lille del der er miljø, så helt skidt kan vi ikke have gjort det.
Jeg glæder mig rigtig meget til Easy selv får hvalpe – jeg tror hun bliver verdens bedste hundemor.

Fræs i haven med Lille Naja, Klokkeblomst, Easy og Garlic

Jeg er startet på et forløb for whiplash- (piskesmæld) og/eller commotio- (hjernerystelse) ramte på Center for Hjerneskade.
Forløbet indeholder træning med fysioterapeut og samtaler med neuropsykolog – alene og i gruppe. I dag var jeg i gruppen for anden gang og jeg må tilstå, at jeg ikke helt  kan finde ud af, hvad jeg skal mene om det.

På den ene side er det lige lidt….. flette tæer og bytte sokker agtigt og på den anden side….. er det måske ok.

Gruppehalløjet var måske også dømt en lille smule ude eller i hvert fald stod det tæt på døren, allerede inden jeg startede. Alene det, at jeg skulle i gruppeterapi lød i mine øre en smule langhåret. Aftenen før havde vi til ag-træning talt lidt om, at jeg skulle starte derude. En af mine træningskammerater sagde noget om, at vi måske skulle sidde i rundkreds eller spille rollespil. Hvis der er noget jeg har det stramt med, så er det rollespil og pludselig kunne jeg bare lige se det for mig – vi skulle spille rollespil – SHIT!

En smule anspændt møder jeg op og ser at den ene af de to neurologer, der kører gruppen, er sådan en af de der lidt FOR pædagogiske typer med Prins Vallianthår og fuldskæg, var min modvilje nok endnu stærkere. Jeg må indrømme, at da Prins Valliant kom ind af døren, tog jeg mig selv i, fluks at sende blikket ned til hans sko, men det var dog almindelige gummisko og ikke de fodformede eccosko, som mine fordomme havde fået mig til at forvente. Der var heller ikke noget lilla tøj eller tørklæde – lidt skuffende alligevel.

Nå, men vi er dog sluppet for rollespil og det ser ikke helt ud til at være det der er på programmet, men en lille smule rundkreds er det altså – vi sidder i hvert fald rundt om et rundt bord.

I dag gennemgik vi senfølger efter commotio og Prins Valliant spurgte ind til vores oplevelser af de forskellige symptomer. Jeg tænkte flere gange, at jeg ikke helt kunne se, hvad jeg kunne bruge det til, at høre om, hvad senfølgerne er, dem kender vi jo kun alt for godt, men på den anden side… var det et eller andet sted alligevel meget rart, at sætte ord på de fysiske og mentale problemer jeg går og tumler med og at høre de andre være i samme båd i større eller mindre grad.

Jeg synes ellers ikke, at jeg har mødt andet end forståelse fra mine omgivelser, men det er bare noget helt andet, at snakke med nogen som har det på samme måde, det er en helt anden forståelse. Egentlig lidt underligt, for jeg er jo ellers ikke den der bryder mig om, at svælge i  mine problemer og egentlig har jeg ikke den store lyst til at snakke specielt meget om det. Jeg kan af og til blive vældig træt af at skulle fortælle min historie og svare på spørgsmål om, hvordan det går, og hvordan jeg har det. Men jeg sad altså der, midt i min lille måske-antipati og tænkte, at det faktisk var meget interessant at snakke med ligesindede.

Så måske er gruppeterapi sådan lidt små lunt 🙂