Film skal ses…

En rimelig skidt selfi fra biffen.

Jeg kan af og til være sådan lidt Karen Kedelig agtig, rigtig ofte tænker jeg, at Henrik og jeg burde gå mere ud, men så kan jeg godt mærke, at det magter jeg faktisk ikke. Jeg kan ikke overskue at skulle ud og “være på”, ude blandt fremmede, hvor min opdragelse byder mig, at jeg skal sidde pænt og opføre mig ordentligt. Jeg magter ikke at være ude i larm og leben og øjne der kigger. Der har nok været en lille snert af det inden min skade, men det er helt klart blevet langt langt værre efter. Jeg vil allerhelst bare være der hjemme det meste af tiden, der har jeg det bedst. En del af det bunder nok også i, at jeg ved at det tærer på ressourcekontoen og skal derfor opvejes mod, hvad jeg vil give afkald på dagen eller måske sågar dagene efter. Jeg kan af og til tænke, at jeg rigtig gerne vil det ene eller det andet og siger ja eller måske arrangerer det, men når tiden så nærmer sig, kan jeg slet ikke overskue det og bliver nogen gange helt skræmt ved tanken om at skulle afsted. Oftest overtaler jeg mig selv til at tage afsted alligevel – igen, det byder min opdragelse mig jo –  og så er det jo ofte ok eller måske ligefrem sjovt. Kun få gange har det været så helt slemt som jeg forestillede mig og så må jeg jo bare tage hjem.

I dag har jeg været i biffen med Henrik. Jeg ved, at han gerne vil i biffen og det var virkelig længe siden, at vi havde været det. Biffen er en af de ting, jeg virkelig ikke kan se fidusen i og nok aldrig rigtig har kunne. Så skal man sidde der i mørket sammen med en masse fremmede mennesker og slås om armlænene, rundt om er der folk der snakker forstyrrende  og skramler med deres slikposer, stort set hver gang sidder der en høj en foran mig, så jeg ikke kan se hele skærme, det er så mørkt at man ikke kan se slikket i sin slikpose og lakrids smager altså bare ikke nær så godt, når man tror det er en vingummie man har puttet i munden. Jeg ender altid med at skulle tisse helt vildt, så jeg slet ikke kan sidde stille, bare fordi jeg ved, der kan ikke laves tissepause, når det passer mig, og jeg skal sidde med skoene på (jeg hader sko!) for ellers er det vildt besværligt, når filmen er færdig og alle skal skynde sig ud og jeg kan ikke putte sig med tæppe eller dyne. Nej, jeg kan slet ikke se fidusen i biografer. Men altså for Henriks skyld havde jeg pænt sagt ja til at få med Henrik ind og se “Fantastiske skabninger” i 3D.

Om det var filmen (3D’en) eller om jeg bare ikke kan tåle biografer generelt, ved jeg ikke, men det var bestemt ikke godt for mig. 3D’en gjorde, at jeg skulle bruge rigtig mange kræfter på at se filmen, for det var kun lige det forreste i midten af lærredet der var skarpt, resten syntes jeg var uskarpt. Filmen var klippet sammen med mange hurtige klip efter hinanden og et kamera, der ligesom drejede rundt. Rigtig mange gange måtte jeg lukke øjnene for jeg blev simpel dårlig af at se på det. Samtidig var lyden ekstrem høj, så jeg endte med at sidde som en anden møg unge med fingerne i ørene for at kunne holde det ud. Jeg gik ud af biografen med knaldende hovedpine, svimmel og med kvalme – hurra. Og havde filmen så bare været værd at se, men der var dæleme langt til Harry Potter. Yderst kedelig handling og total forudsigelig handling, suk.

Så hvis i spørger mig, så skal film ses HJEMME.