Den gamle rotte på modul 2

I dag er jeg begyndt på modul 2 på Center for Hjerneskade. På modul 2 skal vi arbejde med at blive klar til at komme i arbejde/arbejdsprøvning/uddannelse. Der er igen et gruppeforløb og et individuelt forløb, der kører sideløbende. I dag var første gang i gruppen, vi er 4 gengangere fra modul 1 gruppen og 3 helt nye. Det var helt rart, at gense de andre igen og høre, hvordan det går. En af drengene har virkelig rykket sig. Det siger han selv, men det er også ret så tydeligt at se på ham. Hvor han før var meget indadvendt og sammenknuget – næsten som et pindsvind der havde rullet sig sammen til en kugle – og næsten så helt fjern ud i blikket, er han nu langt mere rank, udadvendt, nærværende og langt mere levende at se på. Han virker imødekommende og smilende. Så fedt.

De nye i gruppen har ikke været på modul 1, men er sprunget direkte på modul 2. Allerede i dag kunne vi “gamle” mærke, at de manglede en hel del i deres forståelse og accept af deres situation, som vi andre har opnået, formentlig  gennem modul 1. Jeg blev næsten helt høj af, at opdage HVOR meget modul 1 egentlig har givet mig. Jeg har jo hele tiden været rigtig glad for forløbet (minus nogen af de individuelle timer hos Prins Valliant, da jeg synes vi hang lidt fast i det samme og det samme), men i dag kunne jeg virkelig se, hvad vi “gamle” havde, som de “nye” manglede.

Og pludselig hører jeg mig selv sidde og sige ting, som Prins Valliant har tudet mig ørerne fulde af, som en anden papegøje – og mene dem af hele mit hjerte – jeg var næsten ved at komme til at grine højt.

Vi arbejdede med at finde ressourcer og barrierer hos os selv. Først bare alene, derefter skulle vi tage en snak om de ting vi havde fundet ud af to og to. Ham jeg var sammen med har siden sin skade kæmpet med kunne klare sit arbejde på deltid, familie med to mindre børn og samtidig prøve at hænge sammen. For en måned siden blev han heldigvis fyret. Det kan lyde hårdt, at jeg siger heldigvis, men jeg ved fra min egen historie og fra andres, at det faktisk er det eneste rigtige. Det er først der man kan slappe af og få tid og ro til at finde sig selv, arbejde med sig selv og det “nye jeg”. Det var så tydeligt, at …. ja lad os kalde ham Preben i bedste Mads Steffensen stil – at Preben ikke havde haft tid og/eller mulighed for at forstå og slet ikke at acceptere sin situation. Hans papir med ressourcer og barrierer var helt blankt, da vi skulle sætte os sammen to og to, for han havde ingen anelse om, hvad han skulle skrive. Han vidste, ikke hvem han var efter skaden, kun at han ikke var ham fra før. Han havde ingen forståelse og ingen accept. Nu han var fyret kunne han jo lige lave badeværelse derhjemme og iøvrigt hjælpe en ven med nogle gipsplader – NEJ! Han havde klaret to timer i en biks med at se på badeværelser, men havde været fuldstændig bombet bag efter. Alle vi “gamle” sad alle og sagde samstemmende, at det da også var en hård tur og at vi ikke var sikre på, at vi havde kunne klare hele to timer og i hvert fald ikke ende op med en beslutning. Og Preben var lykkelig for at høre fra andre, at det faktisk var helt ok, at han syntes det var en hård nyser. Det var da vi arbejdede på tomandshånd, at papegøjen for alvor fik frit løb, for der sad jeg og underholdte med, at han var nødt til at passe på sig selv, at han var nødt til at finde ud af hvor meget, eller måske nærmere hvor lidt, han kunne klare uden at gå helt død. At det ikke nyttede noget, at han løb med 180 i timen hen mod afgrunden, men at han skulle tage små skridt derhen ad, så han hele tiden kunne se, hvor langt der var derhen og dermed kunne nå at stoppe. At hvis han vil have energi til at være noget for sine børn, så er han nødt til at spare på energien og sætte sig selv i opladeren til de kommer hjem. Hvor pokker kom det nu fra frk. Olsen! Hvad er der blevet af alt eller intet? Er nogle af Prins Valliants prædikener alligevel feset ind? Jo jo og det gælder jo om at se de små ting i hverdagen og klappe sig selv på skulderen i stedet for at slå sig oven i hovedet. Alt for mange små opgaver ryger i “intet kassen”, så når man ser tilbage på dagen, ja så har man ikke lavet en skid i dag. Men hvis man vender det om og kigger på alle bitte små ting, som “rigtige” opgaver, så har man rent faktisk lavet en del. At bærer skrald ud, vaske op og vaske tøj er også opgaver. Så hvorfor ikke anerkende dem som opgaver og klappe sig selv på skulderen for at have lavet dem?
Halløjsa! Som talt ud af en neuropsykologs mund – eller måske en terapeuts 😉
Så selv om Preben stadig ikke har fået fyldt hverken ressourcer eller barrierer på sit papir, så tror jeg rent faktisk, at han fik rigtig meget ud af vores lille snak. Om ikke andet, så fik jeg en gigantisk øjenåbner for, hvor langt jeg rent faktisk er kommet m ed mig selv og det er da for fedt. Der er jo sjældent noget der er så galt at det ikke er godt for noget og en ting er sikkert. Jeg har lært en masse om mig selv efter min skade. Jeg har især lært rigtig meget om, hvad jeg gider bruge min sparsomme energi på og hvad jeg ikke gør. I nogens øjne vil jeg måske være ret kold og egocentreret, men jeg er simpelhen nødt til at sige, at hvis det ikke giver MIG noget, så magter jeg simpelhen ikke at bruge ressourcer på det. Personer der trækker mere energi ud af mig end de giver – må ud til højre. Jeg har så lidt at give af, at det ikke kan spildes på sugere.

Nå, men vi skal arbejde videre med ressourcer og barrierer næste gang – i plenum. Så i mellemtiden skal jeg have lagt hovedet i blød om hvad jeg har af ressourcer og barrierer. Så hvis nogen af jer der kender mig godt, sidder derude med guldkorn, så tøv ikke med at kaste dem efter mig 😉

Og nu vi er i gang med Center for hjerneskade, så har de netop lavet en folder, der handler om at være mig 🙂 Eller egentlig har de lavet en folder om Postcommotionelt syndrom – hjernerystelse med langvarige følger, men det kunne lige så godt være mig de skriver om. Den eneste jeg ikke (længere) har, er lysfølsomheden, resten – ja det er det jeg slås med. Jeg kunne godt have tænkt mig, at de var gået mere i dybden med nogen af tingene, men en folder er jo selvfølgelig et svært sted at gå i dybden. Men der mangler lidt en uddybning af, hvordan alle de her symptomer gør sig gældende i hverdagen. Hvordan ganske små ting pludselig kan være voldsomt overvældende og ekstremt drænende. Små ting som at handle, bare det at gå i butikker med alt lyset, lydene, de andre mennesker, at skulle søge ting på hylder bl.a. en masse andre ting, kunne huske, hvad det egentlig var man ledte efter, skulle tage beslutninger om det nu skal være den ene eller den anden. Det er faktisk bitte små ting, der kan være uoverskuelige. Forleden skulle jeg til tøsemiddag hos en veninde. Vi skulle hver have noget med til tapas – forholdsvis nem opgave – men jeg var blank. Alt for mange muligheder, alt for mange valg – total uoverskueligt for mig. Nå, men jeg gik på nettet og søgte på tapas – igen alt for mange muligheder og alt for mange valg. Så gik jeg helt i sort og måtte høre veninderne om de ikke havde ønsker, for det ville jo gøre mine valg nemmere. Måske ville det have været gået nemmere, hvis jeg havde ventet til næste dag, hvor jeg var mere frisk, men igen – det kræver overblik, at tænke så langt.

Nå, hvorfor den lille historie lige kom ved jeg ikke, der var nok en tanke med den, da jeg begyndte, men den er glemt nu, suk.
Men folderen om mig og/eller postcommotionelt syndrom kan findes her, hvis i skulle have lyst til at læse den.