Rehabiliteringsmøde – vidunderlig spild af tid

I dag har vi – Henrik og jeg – været til møde med rehabiliteringsteamet på Jobcenteret. Som altid en oplevelse… dog ikke nødvendigvis af den fede slags.

Af en eller anden grund, hader jeg, at skulle til møde på Jobcenteret. Alene tanken kan gøre mig halvdårlig. Så snart jeg ser, at der er post fra Jobcenteret i E-boks, får jeg et sug i maven af ubehag. På selve dagen er jeg rastløs og øvagtig. Kan lige som ikke finde ro. Jeg aner ikke hvorfor. Der er ingen umiddelbar grund til det. Møderne har faktisk aldrig været ubehagelige, jeg har altid mødt forståelse og er aldrig blevet tvunget til noget, som man ellers hører andre gør. Tvunget ud i arbejde eller beskyldt for at være arbejdssky. Aldrig – tvært i mod.

Nå, men med uro i maven drog jeg afsted. Til mødet var der ikke mindre end 5 mand (M/K)  høj + Henrik og mig. Henrik er med som min ekstra hjerne… eller måske bare som min hjerne. De 5 bestod af en læge fra Frederiksberg hospital (gad vide hvorfor han kommer derfra?), 2 sagsbehandlere fra Ishøj kommune fra hver sin afdeling, en ?? fra Jobcenteret og så min egen sagsbehandler. Så kunne vi vist heller ikke spilde flere folks tid. Min sagsbehandler startede med at forklare mig min egen sag – bare hvis jeg ikke skulle kende den eller…. Han fortalte mig bl.a., at jeg er 44 år, fysioterapeut, hvordan jeg er kommet til skade, hvor længe jeg har været sygemeldt, at jeg bor i hus med Henrik osv. Alt sammen fortæller han til mig. Jeg tænker, de andre har læst mine papirer inden de kommer til mødet og formentlig, har de haft et formøde inden min ankomst, så de godt kender historie – men pst… det gør altså jeg også!
å, men min sagsbehandler fortalte mig så, at jeg har været på modul 1 på Center for Hjerneskade, hvortil jeg tilføjede, at jeg nu er startet på modul 2. Det blev de alle 5 meget glade for at høre og noterede alle flittig på deres papir, det var nemlig en af de ting, de gerne ville have svar på. Hmmmm…. Der sidder 2 mand fra Ishøj kommune, en fra en sundhedsafdeling tror jeg det var og en anden afdeling, der kunne hjælpe hvis jeg skulle have en hjemmevejleder eller lign. (tror jeg det var han sagde, da han præsenterede sig) – ved de ikke, at jeg har fået bevilget modul 2??? Det er da for pokker Ishøj kommune, der har bevilget det??? Kunne en af de to ikke, om ikke selv have slået det op i systemet, så have talt med en kollega, om det var bevilget, når de nu så gerne ville vide det? Åååååh, jeg synes bare vores system er tungt. Nå, men begejstringen ville ingen ende tage over dette, min sagsbehandler kaldte det “dagens bedste nyhed”. Nuvel jeg er rigtig glad for at have fået det, men ligefrem dagens bedste nyhed – for ham? Så har dagen da ikke været synderlig vild for ham.
Nå, men med min historie fortalt og dagens bedste nyhed kåret, havde lægen et par småting at spørge om, som han egentlig ikke rigtig gad høre svarene på.
Herefter fortalte de mig, at de nok snart ville sende mig i arbejdsprøvning, altså efter endt modul 2 – hvad jeg syntes om det. Lige som for et år siden svarede jeg, at det ville jeg rigtig gerne. Igen klappede de i deres små hænder og er vældig glade. Vi snakkede kort om, at det nok ikke skal være som fys og de klappede af min gode selvindsigt og forståelse for egen situation. Så fulgte kort en masse ord om, hvilken kasse jeg nu skulle puttes ned i og hvilken label jeg skal bære – her stod jeg så total af, fatter hat af, hvad de gør med mig og tænker, at det er derfor Henrik er med. Det er den del han skal holde styr på, hvilket han også gør.
Så var mødet slut. Det hele har nok taget ca. 10 min. måske et kvarter og jeg tænker bare, at det da var godt at jeg ikke sagde ja tak til te, for den ville jeg da dårlig have nået at få et sip af.
De takker mange gange for at jeg er kommet og jeg tænker, om de slet ikke ved hvor meget bål og brand de truer med i deres indkaldelsesbrev, hvis man ikke dukker op.

Min sagsbehandler, som jo skal følge mig ud, så jeg ikke overfalder nogen på vejen med et oversavet jagtgevær, var helt oppe og ringe på vej ud. Tænk hvis alle borgeres sager var så nemme som mine, jeg er jo nærmest selvkørende mener han. Tja… heldigvis for det kan jeg kun tænke – ellers havde det da set helt skidt ud.