Om kreativitet og anerkendelse

Fredag og lørdag er gået med at bage og dekorere denne kage til min rigtig gode veninde Anja. Hendes mand fylder 50 år og hun havde bedt mig bage en othellolagkage til ham pyntet med noget mekaniker og/eller Mercedespynt. Den endte ikke helt så fantastisk som jeg havde forestillet mig, men jeg var nu ok tilfreds. Når man tænker på, at jeg for få år siden ikke ejede et eneste kreativt gen, så synes jeg nu egentlig at det er meget godt gået. Lidt underligt at tænke på, da jeg var barn kunne eller gad jeg ikke ret meget kreativt. Jo, vist jeg tegnede da af og til, men ikke rigtig noget særligt – jeg var også glad for at lave perleplader, i ved, dem der, der skal stryges. Min mor sagde altid, at jeg havde for vane at komme med en, der skulle stryges ca. 5 min. før vi skulle ud af døren, det skulle så være en gave til dem vi skulle besøge. Hvis jeg virkelig gjorde det hver gang, forstår jeg ikke, at hun ikke bare indregnede det i tidsplanen 😉
Nå, men jeg er ellers født ind i en meget kreativ familie, der syede, strikkede, hæklede, broderede, malede, opfandt, smedede….og jeg skal komme efter dig. Min moster diskede altid op med alverdens kreating, vi skulle lave, når hun passede mig, men jeg ville hellere “lege” med min onkel. Han var børnehaven og jeg var den travle husmor, der afleverede og hentede mit dukkebarn i børnehaven. Onkel Benny sad blot i stolen og gættede krydsogtværs, men jeg syntes han var den mest fantastiske at lege med. Stakkels min moster – hun stod næsten på hovedet for mig og jeg værdigede hende ikke så meget som et blik. Og min mor der, næsten må have revet alt sit hår ud af hovedet over, at jeg ikke havde interesse for den mindste smule håndarbejde, når det nu ellers lå til kvinderne i familien laaaangt tilbage.  Jeg håber Anja har ret i, at hun sidder oppe på en sky og glæder sig over mine nye evner og ikke bare tænker “det var dæleme også på tide” ;P
For et par år tilbage fik jeg pludselig en trang til at strikke eller hækle. Strikkeriet drev mig til vanvid, der var konstant enten flere eller færre masker på pindene end der skulle, hvilket gerne førte til underlige huller og mystiske “dutter” var overalt i mit strikketøj og det endte altid med at jeg kylede det over i et hjørne. Så introducerede min søde svigermor mig til hækleriet, der er kun en maske at holde styr på. Hun hjalp mig lidt i gang og ellers kiggede jeg på videoer på nettet eller prøvede mig frem. Nu er jeg blevet helt vild med at hækle og har tilsyneladende flair for det. Jeg har flere “hækleguruer” der er imponeret over, hvor hurtigt jeg har lært – eftersigende – svære ting og især at jeg kan hækle uden opskrift, men efter billede. Jeg har aldrig tænkt over, at det skulle være svært – jeg har bare gjort det. Men jeg synes det er både sjovt og spændende, at udtænke hvordan det nu kan laves og se det blive til. Det kræver en del oppilning ind imellem, men jeg hygger mig. Det er som om, jeg har fundet mit kald 😀 Lyder det ikke bare tosset 😀

Og kagebagningen eller måske rettere kagedekoreringen. Ja, jeg synes det er vildt sjovt. Lidt lige som hækleriet efter billede, så nyder jeg at udtænke og skabe. Da jeg sad og malede Mercerskiltet sølvfarvet (spiseligt maling bare roligt – muligvis fyldt af E-numre, men dog ikke noget man falder død om af lige med det samme) hyggede jeg mig rigtig meget. Henrik som ellers hjalp med dekoreringen tog sig lige en pause på sofaen og jeg sad der alene i køkkenet og opdagede pludselig, at jeg sad og sang. Jeg hyggede mig vildt med min marcipan og min lille pensel. Jeg glædede mig over, at Anja havde bedt mig om hjælp med kagen. JEG skulle hjælpe hende – ikke omvendt.
Som omtalt i sidste blogindlæg, så er jeg jo nødt til, at bede rigtig meget om hjælp nu. Det er egentlig ikke fordi jeg synes det er så svært (tænker bare lidt over ikke at overlaste Henrik), men jeg bliver faktisk ret glad, når jeg kan hjælpe andre. Jeg blev også glad, da Bonnie bad mig hækle en hue til datteren og da Louise bad mig hækle en barnevognskæde og Stine en abe m.m. Jeg kan ikke helt gennemskue, om det er fordi jeg føler mig “nyttig”, fremfor at være den “tilskadekomne”, der bare kan ligge på sofaen og ikke bidrage med så meget, eller om det er fordi jeg så føler, at jeg har “ekspertise” i noget, som andre ikke har. Måske er det lidt begge dele? Er det ikke et eller andet sted meget normalt, at vi gerne vil anerkendes og klappes lidt på skulderen? Jeg har aldrig været god til noget, sådan rigtig god altså. Jeg har altid været sådan ret middelmådig til mange ting.
“Der er altid noget man er god til – man skal bare finde ud af, hvad det er” sagde Gummi-Tarzan – Måske har jeg fundet mit 🙂